
Flere nye lokallister melder klar til valg, her få dage før fristen udløber.
I Roskilde stiller den nye Lokallisten Roskilde op med ikke færre end 11 kandidater, skriver Sjællandske Nyheder.
Listen er stiftet af to byrådsmedlemmer, som tidligere på året forlod De Konservative, efter at Rasmus Jarlov var blevet valgt som partiets borgmesterkandidat, nemlig Trine Borre og Anne Fabricius Murmann. Trine Borre var konservativ gruppeformand før bruddet. De to står nu øverst på listen, som opstiller sideordnet.
I Randers blev byrådsmedlem Jens Peter Hansen ekskluderet af Venstre for halvandet år siden og af Moderaterne sidste uge. Da oplyste han, at han overvejede at stille op på sin egen liste, og det er nu en realitet: Han har stiftet listen Frie Stemmer, oplyser han til Randers Amtsavis.
- Det bliver svært, det ved jeg, men hvis man ikke forsøger, bliver man i hvert fald ikke valgt, siger det mangeårige byrådsmedlem.
Svært kan det også blive i Hørsholm for 79-årige Ib Lunde Rasmussen, som siden 2005 forgæves har forsøgt at blive valgt til kommunalbestyrelsen. Han var valgt for Venstre 2002-2005, men blev ekskluderet kort før KV05.
Siden har han stillet op for Borgerligt Alternativ, Hørsholmlisten, Nye Veje og Socialkonservative uden at blive valgt, skriver Sjællandske Nyheder. I 2020 var han atter en kort periode medlem af Venstre, hvor han dog blev ekskluderet igen. Nu stiller han op for Ib Lundes Liste, og det bliver sidste forsøg, bebuder han. Hans mærkesag er at få udskiftet borgmester Morten Slotved (K).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.