De i alt 278 nye sommerhuse er led i regeringens og Dansk Folkepartis aftale om at udlægge 8000 nye sommerhusgrunde ved de danske kyster. Indtil nu har regeringen skabt mulighed for i alt 6800 sommerhuse. De resterende 1200 grunde vil blive udlagt i Region Midtjylland, Region Sjælland og på Bornholm. Der vil i nærmeste fremtid blive offentliggjort forslag til landsplandirektiver for de områder.
De nye sommerhusområder er udpeget i tæt samarbejde med kommunerne. Forslaget til landsplandirektivet har været i offentlig høring i foråret 2008, og et par forslag til ændringer har været i høring hos de berørte lodsejere i vinter.
- Især Aarø har vi været ekstra forsigtige med, fordi den jo indgår i det internationale naturbeskyttelsesområde i Lillebælt. Vi har haft sagen oppe i Europakommissionen, som fandt, at vi havde taget så gode forholdsregler, at man kunne acceptere de 12 nye sommerhuse. Det betyder, at der skal bibeholdes nogle naturtræk i området, og at både brugere af området og turister skal informeres om, hvordan man færdes på øen uden at forstyrre dyrelivet, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Der er udarbejdet en supplerende konsekvensrapport for udlægget af de 12 nye sommerhusgrunde, hvor afværgeforanstaltningerne og baggrunden for dem er oplistet, så hensynet til naturen sikres.
Det er ministerens 5. landsplandirektiv for nye sommerhusområder indenfor kystnærhedszonen. I sager med tilstrækkelig national interesse kan miljøministeren via et landsplandirektiv udstede retningslinjer for kommunernes fysiske planlægning, herunder placering af sommerhuse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.