NYBORG: I en mail til Nyborg Kommunes ældreudvalg forklarer sundheds- og ældrechef Solveig Christiansen, at "en menneskelig fejl" var årsag til, at en mand lå død i sin lejlighed fire uger, selvom kommunen var klar over, at han var død. Det skriver DR. Ved et tilfælde undrede en aftenvagt sig efter de fire uger over et åbent vindue hos manden og så, at han stadig lå i sin seng.
I sin redegørelse skriver sundheds- og ældrechefen, at hun selv er "uendelig ked af" situationen og kalder det "en tragisk afslutning på et levet liv. Det er en ganske forfærdelig skæbne og meget uværdig måde, at et medmenneske skal komme herfra på, og vi er alle meget påvirkede af situationen", skriver hun.
I en anden artikel fra DR fremgår det, at manden døde under et besøg af hjemmeplejen midt i december, og ifølge den skriftlige redegørelse fra sundheds- og ældrechefen, som kanalen har set, blev situationen håndteret korrekt af både kommunens medarbejdere, læge og redningspersonale.
Manglende besked
Fejlen skete, da kommunens medarbejdere ikke fik givet borgerens egen læge besked, og der derfor ikke blev foretaget ligsyn og udfyldt en dødsattest, så den afdøde blev hentet.
- Jeg er rigtig ked af det, der er sket, og jeg er rigtig ked af de konsekvenser, det har haft for de medarbejdere, der har haft de oplevelser, de har haft. For det har ikke være nogen rare oplevelser. Så det er jeg da rigtig ærgerlig over, siger Solveig Christiansen.
Kommunen har indberettet sagen som en såkaldt utilsigtet hændelse, skriver ældrechefen i sin redegørelse, hvor hun også oplyser, at både medarbejdere og ledere er blevet tilbudt krisepsykolog. "Det får ikke nogen ansættelsesretlige konsekvenser. Vi har analyseret hele forløbet og gennemtjekket vores retningslinjer, og de er, som de skal være. Mennesker laver fejl, og vi taler åbent om de fejl, der sker, netop så vi kan lære af dem i hele organisationen", siger Solveig Christiansen til DR.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.