"Altså der er meget, man skal leve op til, og man skal være den, der har det perfekte liv med mange venner. Og se godt ud og poste de rigtige ting og sådan noget".
Sådan siger Selma fra 8. klasse i en ny undersøgelse, Børns Vilkår har lavet med støtte fra Nordea-fonden og Ole Kirk's Fond
I interviews med mere end 100 børn og unge fra 5. og 8. klasse, bliver der fortalt om, at man skal være udadvendt, sjov og højlydt for at blive accepteret i vennegruppen. Og hvis børn og unge ikke føler, at de passer ind, oplever ensomhed eller mobning, skyder de skylden på sig selv, oplyser Børns Vilkår i en pressemeddelelse.
- Det er rystende, at så mange børn og unge føler, at de skal spille skuespil for at passe ind i meget snævre normer- og helt forkert, at de synes, det er deres egen skyld, hvis de holdes uden for. Undersøgelsen understreger, at samfundet har et alvorligt problem med psykisk mistrivsel hos børn og unge. Vi mangler en national handleplan, der fremmer trivslen, og kan understøtte bedre rammer for, at børn og unge kan indgå i positive fællesskaber, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Stereotyper
Undersøgelsen bygger desuden på to spørgeskemaundersøgelser finansieret af Ole Kirk's Fond, med 5.748 besvarelser fra elever i 4., 5., 7. og 8. klasse. Kun hver anden pige i 8. klasse svarer, at hun 'meget ofte' eller 'altid' er glad for den, hun er. Og næsten hver tredje oplever lav livstilfredshed.
- Undersøgelsen giver et vigtigt indblik i, hvordan det rent faktisk står til med skolebørnenes oplevede livskvalitet. Undersøgelserne er ikke så overraskende - trist læsning, der bekræfter behovet for handling, siger Karin Skjødt Hindkjær, direktør i Ole Kirk's Fond.
I undersøgelsen fortæller børnene også om kønnede forventninger. Drenge skal være seje, machoagtige og må ikke vise følelser, mens piger skal have den perfekte krop, det rigtige tøj og vise følelser. Børnene peger selv på, at det er et "dumt" levn fra fortiden.
"Gode liv er ikke perfekte liv - mange børn fortæller, at de føler, at de skal leve op til en masse forventninger om at leve perfekte liv, opføre sig på en bestemt måde og se ud på en bestemt måde for at blive en del af fællesskabet. Vi vil gerne understøtte, at fællesskabet rummer os alle sammen og er så mangfoldigt som muligt", siger Christine Paludan-Müller, Uddelingschef i Nordea-fonden.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.