Red Center og Kvinfo lancerer et nyt mentortilbud. Det nye mentorprogram hedder Mentorvenner og er et samarbejde mellem de to organisationer for at hjælpe unge udsat for æresrelaterede konflikter.
Red Center driver allerede et rådgivningstilbud, safehouses og krisecentre målrettet unge i målgruppen, og Kvinfo har mere end 20 års erfaring med at drive mentorprogrammer målrettet kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Deres erfaringer kan de inddrage i det nye mentortilbud, mener de.
- Fra det mentorprogram, vi driver i dag, ved vi, at mentorrelationer blandt andet kan være med til at øge selvværd og styrke socialt netværk. Så det er oplagt at bruge de metoder og erfaringer til at gøre en positiv forskel for unge, der har været udsat for æresrelaterede konflikter, siger Stinne Bech, national chef i Kvinfo.
Flere undersøgelser
ALS Research og Børns Vilkår har med undersøgelser og analyser kunnet vise, at ensomhed, bekymringer og frygt præger tilværelsen for de unge. Derudover har en norsk rapport vist, at det har stor betydning for unge, der har brudt med deres egen familie, at de lærer nogle at kende, som de har tillid til, og som kommer til at betyde noget for dem på et personligt plan.
- En del af disse unge har brudt med deres familier og står over for at skulle etablere en tilværelse på egen hånd uden hjælp hjemmefra. Det er et meget ensomt udgangspunkt, og vores erfaringer er desværre, at det for nogle er så svært, at de vender tilbage til familien, til trods for at både kontrol og sanktioner fortsætter. For disse personer vil det have stor betydning at have kontakt til en mentor, der kan støtte dem i at skabe nye sociale relationer, siger Tilde Fynbo, leder af RED Rådgivning.
Projektet Mentorvenner løber fra 2025 til 2028. Det forventes, at de første mentorrelationer etableres i slutningen af 2025.
Indsatsen er støttet økonomisk af Styrelsen for International Rekruttering og Integration og sker i samarbejde med Etnisk Konsulentteam fra Københavns Kommune og ALS Research.
JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.