VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune vil nu endegyldigt blokere for nye dagligvarebutikker i den nordlige del af Farsø. Byrådet skal tage stilling til at fremlægge et forslag til en ny lokalplan, som nedlægger et såkaldt paragraf 14-forbud på to ejendomme i Farsø. Forbuddet forhindrer, at de to ejendomme kan omdannes til dagligvarebutikker. Det skriver Nordjyske.
Og skulle der være andre indehavere af ejendomme i området, som kunne være fristede til at sælge deres ejendomme til dagligvarebutikker, så vil kommunen også stå klar med paragraf 14-forbud mod dem. Det sker, efter et flertal i byrådet sidste år besluttede, at man ikke vil have flere dagligvarebutikker i området - ud over den Aldi-butik, som allerede er på stedet.
- Vi har valgt at gøre det på den måde, fordi vi ikke vil lægge hindringer i vejen, hvis nogle af de eksisterende butikker i området fx vil udvide. Det skal de kunne - men bare ikke med dagligvarebutikker. Det er udelukkende dagligvarebutikker, vi vil bremse i området, siger formand for teknisk udvalg, Uffe Bro (S), som derfor kan fortælle, at skulle andre gå med planer om dagligvarebutikker i nogle af de andre ejendomme i området, så kan de også se frem til paragraf 14-forbud.
Om forslaget vil sætte en stopper for sagen, er imidlertid ikke afgjort. Ejerne af de to ejendomme, Netto ville købe for at bygge en butik, har klaget til Planklagenævnet, og det samme har projektudviklerfirmaet, som skulle opføre butikken for dagligvarekæden.
Klagerne henholder sig til, at kommunen har overskrevet 12 måneders fristen til at indføre det såkaldte paragraf 14-forbud. Ejerne af de to ejendomme har også truet kommunen med en retssag, hvis forbudet opretholdes.
Planklagenævnets afgørelse ventes først i næste måned, mens kommunens lokalplansforslag efter eventuel vedtagelse skal i høring i otte uger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.