Ny direktør fundet til uroplaget forvaltning
Henrik Lund bliver den nye direktør i den turbulente Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning i København.
Foto: Københavns Kommune

Ny direktør fundet til uroplaget forvaltning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København får ny administrerende direktør fra Finansministeriet.
3. JUN 2022 10.19

KØBENHAVN: Henrik Lund bliver fra 1. august administrerende direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København. Han kommer fra en stilling som afdelingschef i Finansministeriet, oplyser forvaltningen.

Forvaltningen var præget af uro og svækket arbejdsmiljø under tidligere borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der først fratog direktør Marianne Sørensen ansvaret for jobcentrene, hvilket fik hende til at søge væk. I januar fyrede borgmesteren sin øverste embedsmand, adm. direktør Line Nørbæk. Tilbage i direktionen var i marts ressourcedirektør Jeppe Bøgh Andersen, som blev konstitueret adm. direktør.

Lonning-Skovgaard blev erstattet af Jens Kristian Lütken som fagborgmester.

I Finansministeriet er Henrik Lunds primære ansvarsområder udvikling og modernisering af den offentlige sektor, herunder digitalisering, ligesom han har ansvar for Finansministeriets departements stabsfunktioner.

Henrik Lund er cand. scient. pol. og har lang og bred erfaring fra centraladministrationen. Han har således tidligere være både kontorchef og afdelingschef i Socialministeriet samt vicedirektør i Socialstyrelsen. 

ka