Ny analyse: Uligheden i sundhed på landet er stor
Der er store forskelle på sundhedstilstanden i Region Midtjyllands socialt stærke og socialt svage landdistrikter, viser ny analyse.
Foto: Free

Ny analyse: Uligheden i sundhed på landet er stor

Der er store forskelle i sundhedstilstanden mellem socialt stærke og socialt svage landdistrikter, viser ny analyse fra Defactum i Region Midtjylland.
7. JAN 2020 6.15

MIDTJYLLAND: Sundhedstilstanden i Region Midtjyllands landdistrikter er en smule dårligere end hos regionens byboere. På landet bliver der gennemsnitligt røget flere cigaretter, spist mere usundt, og der er flere overvægtige end i byerne. Den største forskel i sundhedstilstand findes dog ikke mellem land og by, men land og land imellem. Og forskellen har en social slagside.

Sagt med andre ord: Der er store forskelle på sundhedstilstanden i regionens socialt stærke og socialt svage landdistrikter.

Sådan lyder konklusionen i ny analyse lavet af forskere fra forsknings- og konsulenthuset Defactum i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd.

- Der er en skævhed på landet. Vores undersøgelse viser, at der er social og geografisk ulighed i sundhed internt i landdistrikterne, fortæller forsker Jes Bak Sørensen.

Resultaterne er dybt bekymrende, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

- Det illustrerer dobbeltproblematikken i den lige adgang til sundhed. Staten har ad flere omgange trukket sig ud af mange land- og yderområder, og resultatet er, at flere områder kæmper med lægemangel og den nære adgang til en praktiserende læge. Det paradoksale er, som analysen fra Defactum viser, at det ofte er de områder, som kæmper mest med sundheden, der har længst til lægen, siger Steffen Damsgaard og understreger:

- Grundlæggende er det et spørgsmål om ulighed i sundhedsvæsenet. Det går ud over samfundets svageste, hvis læger, apoteker og muligheden for hurtig hjælp forsvinder. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Derfor er der brug for politisk handling nu. Det er altafgørende at sikre en markant styrkelse af sundhedsvæsenets tilstedeværelse på landets yderste kanter.

Mere forebyggende arbejde
Det er dog ikke alene et spørgsmål om at sikre en bedre lægedækning i hele landet, pointerer Steffen Damsgaard. Skal sundhedstilstanden i de socialt svageste landdistrikter forbedres, kræver det en styrket forbyggende og social indsats.

- Analysen tegner et klart billede af en skævvredet sundhedstilstand med en social slagside. Fx er ni pct. dagligrygere i de socialt stærkeste landdistrikter, mens det tilsvarende tal i de socialt svageste landdistrikter ligger på hele 29 pct. Det er en forskel, som skriger på flere forebyggende indsatser, der tager højde for og arbejder med de bagvedliggende sociale årsager til den enorme forskel, udtaler Steffen Damsgaard.

Mindre stress, depression og ensomhed på landet
Fortællingen er ikke ensidigt negativ. I regionens landdistrikter er den mentale sundhed nemlig bedre end i byerne, fremgår det af analysen. På landet lider færre af depression og et højt stressniveau end i byerne, ligesom landdistrikternes befolkning er mindre ensomme end byboerne.

- På mange måder understreger analysens pointe det, vi selv oplever ude i landsbyerne. Folk lever et mindre forjaget liv, ligesom det sociale sikkerhedsnet er stærkt i en landsby. Man engagerer sig i hinanden på godt og ondt, og det er glædeligt at se, at det afspejler sig i den mentale tilstand og trivsel, siger Steffen Damsgaard.

MG

Fakta:

  • 'Sundhedsoversigt for landdistrikter, mindre byer og større byer' er udarbejdet af Jes Bak Sørensen og Björk Guðlaugsdóttir, Defactum, Region Midtjylland. Sundhedsoversigten er finansieret af Landdistrikternes Fællesråd.
  • Hele Sundhedsoversigten kan læses på Defactums hjemmeside og i Landdistrikternes Fællesråds Vidensbank.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt