

FGU-institutionernes økonomi skal styrkes, og FGU-institutionerne skal have øget frihed til at tilrettelægge uddannelsen til det, der giver mening lokalt. Det mener regeringen og et bredt flertal af alle Folketingets partier, som har indgået en aftale om styrket FGU, oplyser Børne- og Ungeministeriet.
Med aftalen afsættes der 135 millioner kroner til et varigt økonomisk løft af FGU og 27,6 millioner kroner i 2024 til bedre værksteder, køkkenfaciliteter og undervisningsmaterialer på FGU. Formålet med aftalen er derfor at skabe ro om FGU-institutionernes økonomi, så institutionerne kan have fokus på kerneopgaven – at levere undervisning af høj kvalitet til de unge, som ikke går den direkte vej igennem uddannelsessystemet.
Aftalepartierne er desuden enige om at reducere den kommunale medfinansiering af FGU fra cirka 65 procent til cirka 45 procent. Det skal sende et tydeligt signal om, at det er en fælles opgave for staten og kommunerne at lykkes med at reducere antallet af unge uden uddannelse og beskæftigelse.
Partnerskab med arbejdsgivere
Derudover skal aftalen styrke erhvervsgrunduddannelsen (EGU) på FGU, hvor eleverne er i virksomhedspraktik størstedelen af tiden. Med aftalen hæves tilskudsniveauet til elever på egu. Der tages desuden initiativ til at etablere et partnerskab med 10-20 større arbejdsgivere i Danmark, som skal sikre praktikpladser til egu-elever og udbrede kendskabet til egu.
- Det er meget meget vigtigt for regeringen, at vi hjælper de 43.000 unge, som hverken er i uddannelse eller arbejde. For mange af dem kan FGU være vejen videre. Men skolerne har brug for en permanent økonomisk saltvandsindsprøjtning. Ligesom flere af de unge skal have mulighed for at komme ud på en rigtig arbejdsplads som en del af uddannelsen. Alt dette lykkedes med denne aftale, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
- Jeg er glad for, at det ikke længere er kommunen, der skal betale det meste af regningen. Med den her aftale bliver det nemlig staten, der skal putte flest penge per elev i uddannelsen. Kommunernes stramme økonomi må ikke smække døren til FGU i for næsen af nogen unge. FGU-institutionernes økonomi er også presset. Med aftalen er vi med til at sikre friere rammer og mere økonomisk stabilitet - særligt for de små skoler i mindre byer, siger ordfører Anne Hegelund (EL).
- Vi er glade for, at aftalen slår fast, at FGU skal være et landsdækkende tilbud ved at sikre mere stabilitet for de små FGU-institutioner i vores landdistrikter. Det er afgørende, hvis flere skal have succes med FGU i fremtiden, at transporttiden til skolerne er kort, siger Marlene Harpsøe (DD).
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.