
Der er en økonomisk håndsrækning på vej til seks ud af i alt 11 kommuner og digelag, som har søgt om tilskud til diger eller til at fjerne herreløse skibsvrag.
Københavns Kommune og Halsnæs Kommune har fået i alt 750.000 kr. til at fjerne skæmmende skibsvrag. Det gælder et rustent skibsvrag med navnet Idun, som ligger ud for Helgoland Badeanstalt på Amager samt i Halsnæs Kommune ti herreløse joller, som ligger i Roskilde Fjord.
Men da disse to projekter er de eneste ansøgninger, der er kommet om tilskud til at fjerne skibsvrag, er restpuljen på ca. 2 mio. kr. overført til digepuljen.
Og det kan Roskilde Kommune, Slagelse Kommune, Havneby Digelag og Vestamager Pumpedigelag få glæde af. De får nemlig derved del i ca. 11 mio. kr. til at etablere eller forstærke diger.
- Det glæder mig, at puljemidlerne nu kan komme ud og gøre gavn hos borgerne og kommunerne. Vi får ryddet op og fjernet nogle af de herreløse skibsvrag, og nye digeprojekter får et skub, så projekterne forhåbentlig kommer hurtigere på plads og kan beskytte udsatte kyster og boligområder mod vandmasserne, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
Det har været et kriterium for tildeling af midler til diger, at kommuner og digelag allerede havde fået tilladelse til digeprojekterne. Ligesådan skulle bortskaffelsen af herreløse skibsvrag ske i 2018.
Bag udmøntningen af puljen står regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Følgende seks ansøgere har fået del i puljemidlerne:
- Københavns Kommuner har søgt om 780.000 kr. til at bjærge og bortskaffe skibsvraget Idun, der ligger ved Amager Strandpark. Der er bevilget 715.000 kr.
- Halsnæs Kommune har søgt og fået bevilget 35.000 kr. til at bortskaffe 10 joller ved Roskilde Fjord.
- Roskilde Kommune har ansøgt om 47 mio. kr. til at etablere fjorddige, fløjdige, ådige samt pumpestation ved Jyllinge Nordmark og Tangbjerg. Der er bevilget 6.850.000 kr. til digeprojektet.
- Havneby Digelag, Rømø har søgt 1.250.000 kr. til udvidelse af eksisterende dige. Der er bevilget 975.000 kr.
- Slagelse Kommune har ansøgt om 8,8 mio. kr. til nyanlæg af dige ved Næsby Strand. Der er bevilget 1.950.000 kr.
- Vestamager Pumpedigelag har ansøgt om 12 mio. kr. til udvidelse af Kalveboddiget. Der er bevilget 975.000 kr.
De restende fem ansøgninger levede ikke op til kriterierne.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.