dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Niels Meilvang, Ritzau Scanpix.

Nu kan borgere få taget sager op i Folketinget

Siden klokken 13 i dag onsdag, har det været muligt for borgere at få taget sager op i Folketinget - hvis de kan stille med 50.000 støtter
24. JAN 2018 13.46

Fra i dag, onsdag, kan borgere, der kan indsamle 50.000 underskrifter, bestemme, hvad der skal til afstemning i Folketingssalen. Det kan ske via hjemmesiden borgerforslag.dk. Det glæder Alternativets partileder, Uffe Elbæk, for hvem det har været en mærkesag.

- Historisk nybrud for demokratiet. Nu kan borgerne sætte dagsordnen i Folketinget, hvis de samler underskrifter nok bag deres forslag. Glæder mig allerede til at debattere det første forslag, skriver Elbæk på Twitter.

Så hos Alternativet jubler de, mens de to statsministerpartier - Venstre og Socialdemokratiet - fra begyndelsen har været imod forslaget. Da forslaget blev lanceret, mente daværende justitsminister Søren Pind (V), at det både vil bryde med grundloven og det repræsentative demokrati.

Forslaget indebærer, at Folketinget skal indføre en ordning, så borgere har ret til at få fremsat, behandlet og stemt om borgerdrevne forslag. Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, De Radikale, SF og De Konservative har fra begyndelsen støttet forslaget.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), glæder sig til at se, hvad borgerne byder ind med.

- Det er en helt ny form for borgerinddragelse, som giver demokratiet et ekstra pift. Det bliver spændende at se, hvilke forslag bliver sendt ind, og hvilke der opnår mange støtter, siger hun til Folketingets hjemmeside.

Et borgerdrevet forslag er helt konkret et beslutningsforslag, som har indsamlet underskrifter fra mindst 50.000 borgere, der støtter forslaget, og som har stemmeret til Folketinget.

Den nye lov om borgerforslag er inspireret af Finland. Her har parlamentet i to år givet mulighed for borgerdrevne sager. Godt ti er i den periode kommet til afstemning. Eksempelvis er det med en underskriftsindsamling lykkedes en gruppe borgere at få ligestilling i ægteskabsloven. Dermed har homoseksuelle samme rettigheder som heteroseksuelle.

 

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/nu-kan-borgere-f-taget-sager-op-i-folketinget

GDPR