
GRIBSKOV: Tirsdag vedtog et flertal af byrådet i Gribskov Kommune at fritstille kommunaldirektør Sascha Volmer Sørensen, som i sidste uge blev hjemsendt af Økonomiudvalget.
Økonomiudvalgets beslutning om at afskedige Sascha Volmer Sørensen kom efter indstilling fra borgmester Bent Hansen (V) og skete med den begrundelse, "at et flertal i Økonomiudvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Gribskov Kommune."
Beslutningen har dog medført kritik fra flere medarbejdere, som i et brev til kommunens politikere protesterede over den ventede fyring.
"(...) kommunen er i gang med at implementere nødvendige tiltag for at håndtere økonomiske udfordringer og sikre en bæredygtig drift. Disse processer kræver ledelsesmæssig stabilitet, ansvarlighed og en langsigtet strategi – ikke pludselige ledelsesændringer, der risikerer at skabe kaos, forsinke nødvendige beslutninger og underminere de økonomiske prioriteringer," lød kritikken bl.a. fra medarbejderne.
Også politisk har der været uenighed om beslutningen, hvor flere byrådsmedlemmer har stillet sig undrende over for ønsket om en ny kommunaldirektør.
Ny kommunaldirektør på plads
I en kortfortattet pressemeddelelse skriver Bent Hansen oven på byrådsmødet tirsdag, at Gribskov Kommune konstituerer Niels Tørsløv, der er direktør for Plan, Teknik og Erhverv, som kommunaldirektør.
Niels Tørsløv skal varetage jobbet frem til kommunalvalget i november, hvor ansættelsesprocessen af en ny kommunaldirektør starter.
Borgmester Bent Hansen takker afslutningsvist Sascha Volmer Sørensen for hendes arbejde i Gribskov Kommune:
"Jeg takker Sascha Volmer Sørensen for hendes indsats for Gribskov kommune og byder samtidig Niels Tørsløv velkommen som konstitueret kommunaldirektør."
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.