Nu afgøres sag om erstatning for forurenet campingplads

ASSENS: Flere års uenighed bliver onsdag afgjort ved landsretten, der skal tage endelig stilling i en langvarig sag mellem Assens Kommune og campingejer Per Blaabjerg, der for seks år siden købte en grund af kommunen. En grund, der senere viste sig at være forurenet.

Assens Kommune solgte i januar 2013 den større grund, der tidligere har været benyttet som kommunal losseplads, til Gitte og Per Blaabjerg, der også ejer Bøjden Strand Camping på Sydfyn. Planen for Gitte og Per Blaabjerg var at opgradere grunden til en moderne og luksuriøs campingplads, men en række prøveboringer i undergrunden afslørede, at der kom giftige gasser op af jorden. Ifølge campingpladsens ejere vil det koste op mod 30 mio. kr. at fjerne forureningen.

Kommunen valgte derfor i 2015 at ophæve handlen, men det ville den nye ejer ikke være med til, og uenigheden endte derfor hos advokaterne. Sagen kom først for Retten i Svendborg, hvor Assens Kommune i 2017 fik medhold. Handlen skulle derfor gå tilbage, og Per Blaabjerg fik købssummen på 3,3 mio. kr. plus en kompensation på godt to mio. kr. for tabte indtægter i den periode, som campingpladsen var lukket på grund af forurening. Men efter at have gennemgået dommen med sin advokat, besluttede Per og Gitte Blaabjerg at anke rettens afgørelse til landsretten.

MG

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt