
KØBENHAVN: Der er sket meget siden dengang, Niko Grünfeld jagtede en professionel fodboldkarriere i Sønderjyske og hørte Metallica på teenageværelset i Sønderborg. I dag er hele scenariet skiftet ud med økologiske pandekager og bæredygtige bukser. Og så hedder jobbet den dag i dag selvfølgelig også lige kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.
- 'NiKo'. Ikke 'Niggo'! Det sidste er sådan en typisk jysk måde at sige det på! Det skal udtales Niko med k, som de gør i København, griner den nye borgmester mod publikum under interviewet i DK Mediers telt på Folkemødet.
Det jyske versus det københavnske er da også noget af det, der bliver spurgt ind til under interviewet. For i dag er 43-årige Niko Grünfeld ren københavner, men har bestemt ikke glemt sine sønderjyske værdier.
Niko Grünfeld er født og opvokset i Sønderborg, hvor han kommer fra en skilsmissefamilie med et par halv- og helsøskende. I dag bor han i Valby med sin kæreste og børn
Hvordan var det med kultur og fritid hjemme i Sønderborg?
- Der har altid været meget gang i foreningslivet, og vi dyrkede meget de klassiske sportsgrene. Jeg spillede rigtig meget fodbold. Men tilgangen var meget ‘hvad skal vi lave i morgen?’, så det var faktisk rimeligt banalt og praktisk. Jeg husker det som, at det var meget jordnært uden de store politiske diskussioner, svarer Niko Grünfeld.
Hvad med de kulturelle værdier, hvordan var de?
- Det var et meget åbent hjem, men der var ikke altid så mange gæster, fordi på et tidspunkt boede vi midt ude i en skov, så der var ikke lige mulighed for naboer, der kiggede forbi i ny og næ. Men jeg husker det som et rigtigt tillidsfuldt hjem, og når man sagde ja til noget, så overholdt man det.
Som ung forsøgte Niko Grünfeld sig i at få en professionel karriere i fodbold i det, der i dag hedder Sønderjyske, hvilket ikke rigtig lykkedes. Lykken skulle i stedet findes på højskole i Norge.
- Det var her, hvor jeg dannede de kulturelle værdier, jeg mest lever efter i dag, det er helt sikkert. Det var et nyt møde med verden og med folk, der havde rejst rundt og havde en masse at fortælle. Det var enormt spændende, og så var naturen jo helt fantastisk.
Det var ikke kun højskolen, der satte gang i bæredygtig tænkning og interessen for kultur. Efter højskolen flyttede Niko Grünfeld til smilets by, Aarhus, hvor han stiftede bekendtskab med KaosPiloterne, imens han tog en HD i organisation og ledelse fra Handelshøjskolen.
- Det var Uffe, der kontaktede mig og opfordrede mig til at tage en kop kaffe nede på noget, der hed ‘KaosPiloterne’, som jo så var Uffes projekt. Jeg endte så med at hoppe med på det her projekt, og det var helt klart her, hvor jeg virkelig blev bekræftet i, at bæredygtighed var enormt vigtigt for mig. Samtidig gav KaosPiloterne mig også mod på til noget, jeg længe havde haft en dyb trang til at prøve af. Nemlig at starte noget op selv.
Det resulterede i 2006 i hans egen virksomhed ‘What is Pink?’, hvor beskæftigede sig med mindfullness, meditation og konfliktmægling. I 2007 flyttede han virksomheden til København og senere i, at han blev medstifter af Alternativet sammen med sin gode ven, Uffe Elbæk.
Og så skete det. Niko Grünfeld kan nu kalde sig for kultur- og fritidsborgmester, og der er blevet sat bæredygtige bukser og vegetarisk kost på det personlige skema hos den nye borgmester.
Har du nogle gange svært ved at forene de sønderjyske værdier med de københavnske?
- Nej, det synes jeg såmænd ikke. Altså jeg kan godt have en indre diskussion i mit eget lille ‘klubhus’. Altså en bæredygtig livsstil kræver jo selvfølgelig, at man lige tænker en ekstra gang over tingene. Fx skal vi køre, tage en bus eller flyve? Det var ikke noget, man tænkte over derhjemme dengang. Men da jeg foreslog byrådet, at vi ikke skulle flyve indenrigs i hele 2018, grinte de nærmest af en, men nu har jeg helt personligt besluttet, at jeg i hvert fald ikke vil flyve indenrigs.
Men hvad med de sønderjyske værdier? Har du glemt dine jyske rødder eller kommer københavnerne til at mærk, at en sønderjyde er kommet på Rådhuset?
- Nej, det synes jeg bestemt ikke, jeg har glemt, men jeg tror nu heller ikke, at folk decideret kommer til at mærke, at jeg er fra Sønderborg. Men der er mange ting, som jeg ikke er glad for fra min sønderjyske opvækst.
Hvad er det, du ikke har været glad for?
- Dialekten er jeg for eksempel virkelig ikke fan af, men folk må selvfølgelig tale som de vil. Og så det her spørgsmål om, hvad vi skal have at spise, hvor man altid havde kødet som hovedfokus, når man skulle vælge tilbehør. Sådan har jeg det slet ikke i dag. Men jeg kan selvfølgelig ikke løbe fra det sønderjyske!
Hvad er det så for nogle sønderjyske værdier du holder fast i?
- Det at have respekt for, at man ikke bare giver los. Og så især det her med, at når man siger ja til noget, så overholder man det. Det her med tillid og loyalitet. Det synes jeg er en rigtig vigtig ting at holde fast i.
Seks hurtige til borgmesteren:
Hvad ligger der på dit natbord?
- Dødevaskeren af Sara Omar, og den er virkelig spændende!
Hvad er din foretrukne radiokanal?
- P4. Fordi der er godt lokalt stof og gode radioprogrammer. Jeg hører ofte Mads og Monopolet lørdag formiddag, det synes jeg er sindssygt godt.
Hvad er ifølge dig den bedste tv-serie?
- Der er mange, men jeg må sige Breaking Bad og selvfølgelig House of Cards.
Hvis du skulle tage dine børn med til Jylland, hvad skal de så se?
- De vil rigtig gerne til Lallandia, men det vil jeg simpelthen ikke. Så hellere Legoland! Lalalandia bliver for kitsch på en eller anden måde. Lidt ligesom med Jensens Bøfhus.
Hvad er dit fortrukne kunstværk?
- Den er svær. Jeg synes peniskollagerne er ret fede, og jeg er også blevet spurgt om, jeg vil have en hængende på mit kontor, og det har jeg såmænd sagt ja tak til, ha ha!
Hvad er din yndlingsreplik fra film?
- ‘Nobody puts baby in a corner!’
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.