
NORDJYLLAND: Nu bliver den tidlige indsats for akut hjælp til nordjyder forbedret. Når ambulancereddere henter og bringer patienter til sygehusene, vil de fremover kunne bruge video, når de ønsker vejledning fra en læge i behandlingen af patienten.
10 ambulancer og en akutlægebil får installeret et avanceret videokamera med trådløs forbindelse. Hvis patienten samtykker, kalder redderen op til en akutmodtagelse, akutlægebilen eller anden sygehusafdeling, og lægen kan vurdere patientens tilstand, oplyser Region Nordjylland.
- Det er et teknologisk fremskridt, som vi ikke kender til andre steder. Det er altid bedre at kunne se patienten og vurdere, end at lytte til en overlevering fra ambulanceredderen. Med video kan en læge give en patient en bedre behandling end hidtil, og vi venter os et positivt resultat af projektet, siger Poul Anders Hansen, præhospital leder, Region Nordjylland.
Akutlægebilen, som dækker hele Nordjylland, vil få gavn af det nye udstyr, mener overlæge Marianne Toftegaard:
- I akutlægebilen kan videotransmission fra en ambulance være en hjælp til prioritering af flere samtidige ture, og det kan også afgøre, om vi skal køre til en patient langt væk. Brug af video kan formentlig blive en naturlig del af hverdagen, siger Marianne Toftegaard.
Yderområder prioriteret
Regionen har fået 1,5 mio. kr. fra den forrige regerings akutpulje. Pengene bliver brugt til et forsøgsprojekt med installation af video i 10 ambulancer og tv-modtagestationer på akutsygehusene i Region Nordjylland og udvalgte afdelinger. Akutlægebilen i Aalborg får både videokamera og modtagestation. De 10 ambulancer er udvalgt i yderområder som Thy-Mors, Jammerbugt, Mariagerfjord, Vesthimmerland og Skagen.
Ambulanceredderne skal desuden have en kort instruktion i brugen af udstyret, men det er ganske ligetil, fortæller Falcks ambulancechef, Kjeld Brogaard:
- Med videokameraet i hånden trykker redderen på en knap for den afdeling, han vil ringe op til. På et ulykkessted eller ved afhentning i hjemmet vil videoudstyret give redderne en endnu større faglig sikring i deres arbejde, siger Kjeld Brogaard.
Videokameraet har ikke mindre end 5 sim-kort installeret, så det sikrer, at videosignalet så vidt muligt går igennem fra alle egne af regionen. Det er firmaet Sharecon/Viewcare, der er leverandør.
Projektet varer i et år, hvor efter det bliver evalueret af Aalborg Universitet
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.