
IKAST-BRANDE: Naboer til det omstridte Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland har fået afvist et ønske om en minibus til at transportere centerets beboere. Det skriver Jyllands Posten.
En minibus står højt på ønskesedlen i lokalområdet, da det efter beboernes mening kunne fjerne en del af utrygheden ved at være nabo til centeret. Kærshovedgård huser udvisningsdømte kriminelle, afviste asylansøgere og personer på tålt ophold. Mange af dem har melde- eller opholdspligt på centeret.
Som det er nu, går eller cykler mange af beboerne mellem centeret og togstationen syv kilometer væk. Turen går via hovedgaden i byen Bording, hvor parcelhusene ligger side om side.
- Det skaber utryghed blandt områdets beboere, siger medlem af Ikast-Brande Byråd Henrik Engedal (V) til Jyllands-Posten.
Der er etableret en pulje på fem millioner kroner om året netop til tryghedsskabende initiativer i lokalområdet.
Minister afviser ønske
Men beboernes ønske om en minibus er blevet afvist af Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Det sker med henvisning til, at det står skrevet i finansloven, at der ikke kan ydes støtte til formål, der ændrer forholdene for beboerne på udrejsecenteret.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) siger i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at han har "stor forståelse for frustrationerne for borgerne i nærområdet til Kærshovedgård".
Men lige som ministeriet afviser han at støtte ønsket om en minibus.
- Udrejsecenteret skal ikke være en ferielejr med alt betalt, så beboerne får mere lyst til at blive i Danmark, siger Kaare Dybvad Bek i kommentaren.
Ministeren bebudede i sidste uge tre nye tiltag, der vil gøre livet sværere for udvisningsdømte kriminelle.
Han vil blandt andet forbyde udlændinge uden lovligt ophold at køre bil. Det skete samtidig med, at en retssag mod en 35-årig beboer på centeret blev indledt ved Retten i Herning.
Manden er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder ved under en overhaling at have kørt ind i en modkørende bil. En 55-årig kvinde fra lokalområdet blev dræbt.
Manden nægter sig skyldig.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.