
Af Kirsten Nissen
Åbent brev til Anny Winther
Du har udsendt en pressemeddelelse i din egenskab af formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg. Her kritiserer du SL's undersøgelse blandt institutionsledere, der blev offentliggjort i tirsdags. Du er selvfølgelig i din gode ret til at være uenig med os i vores fortolkning af resultaterne af undersøgelsen, men da du bruger pressemeddelelsen til at angribe selve undersøgelsens lødighed, vil jeg gerne her rette et par store misforståelser:
Du skriver, at 'man kan ikke ud fra undersøgelsen konkludere noget som helst om afspecialisering, fordi undersøgelsen belyser ikke, hvad specialisering egentlig er - eller om den hidtidige udvikling på de konkrete tilbud har været hensigtsmæssig. Nej det gør undersøgelsen helt sikkert ikke!
Ikke kritik - dokumentation
Vi har ikke spurgt lederne om 'afspecialisering'. Vi har blot stillet spørgsmål om hvor mange nye målgrupper, hvert tilbud modtager. Og det gør alle typer af tilbud, over hele linjen. Når alle åbner op for flere typer målgrupper under samme tag, ja så konkluderer vi, at der sker en afspecialisering. Meget simpelt.
Du skriver også, at undersøgelsen 'kritiserer' det stigende omfang af hjemtagning af borgere. Nej, det gør undersøgelsen ikke. Den dokumenterer, at hjemtagningen finder sted. Jeg har så i min pressemeddelelse kritiseret konsekvenserne af den udvikling, og det står jeg gerne ved. Når alle kommunerne forsøger at klare sig selv med egne tilbud, ja så falder fagligheden i den specialiserede indsats. Det må alle da kunne forstå - selv KL.
Videre skriver du, at 'Surveyen hævder, at takststigningerne skyldes højere serviceniveau, vanskeligere brugere og flere administrative udgifter på tilbuddene'. Nej, det hævder undersøgelsen ikke. Den refererer, hvad lederne svarer på spørgsmålet om årsagerne til taksstigningerne. Så kan man jo selv tolke, hvad det betyder. Vi tror det betyder, at lederne mener, at disse forhold er skyld i takststigninger.
Ikke en 'mindre gruppe'
Endelig beklikker du undersøgelsens metode, ved at påstå, at vi kun har udspurgt en mindre gruppe af ledere, oven i købet kun ledere, der er medlemmer hos Socialpædagogerne. Det er en uhørt og groft manipulerende udtalelse. Vi har udsendt mere end 1.600 emails til ledere af alle typer af tilbud under den sociale servicelov, og heraf var under en tredjedel taget fra vores medlemskartotek.
Det fremgår tydeligt af survey-rapporten, at de modtagne besvarelser fordeler sig over hele paletten, og der redegøres oven i købet med tal for, hvorledes de afviger en smule fra populationen på to punkter: Underrepræsentation af opholdssteder for børn, og overrepræsentation af dagtilbud for voksne. I øvrigt har vi jo - som man skal, når man laver kvantitative undersøgelser - kontrolleret for eventuel systematisk skævhed i besvarelserne fra de forskellige typer tilbud.
Jeg håber hermed at have rettet nogle kedelige misforståelser omkring undersøgelsen. Emnet er alt for alvorligt til, at vi skal bruge vores ressourcer og politiske arbejde på at kaste overskrifter som "overfladisk" og "vildledende" i hovedet på hinanden.
Jeg vælger at gå ud fra, at KL vil samarbejde konstruktivt med Socialpædagogerne om at forbedre og udvikle indsatsen på det specialiserede sociale område fremover. Vi har med denne undersøgelse dokumenteret nogle meget væsentlige udviklingstræk efter strukturreformen, som ingen andre væsentlige aktører har orket at gøre. I det mindste kunne KL så bruge resultaterne til at blive lidt klogere på de komplicerede problemstillinger, strukturreformen har medført.
Med venlig hilsen
Kirsten Nissen
Forbundsformand
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.