Danmarks første muslimske gymnasium Hindholm STX mister nu endegyldigt sin statsstøtte. Det skriver BT, der har fået aktindsigt i et brev til skolen fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Skolen skal desuden betale 608.364 kr. tilbage til staten på grund af overtrædelser af loven. Samtidig mister skolen sin godkendelse til at undervise, og undervisningen ophørte derfor mandag 19. marts.
- Når vi træffer sådan en afgørelse, er det begrundet i en række alvorlige ledelsesmæssige, faglige og økonomiske forhold. Vi mener, at der er tale om så alvorlige svigt, at skolen ikke vil kunne rette op på forholdene inden for en overskuelig fremtid, og at skolen derfor ikke kan opretholde en godkendelse og tilskud til at drive et gymnasium, udtaler Søren Hartmann Hede, direktør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, til BT.
Det er bl.a. det økonomiske kaos på skolen, der får staten til at lukke kassen i. Gymnasiet har taget lån hos forskellige organisationer, heriblandt Dansk Islamisk Trossamfund, for i alt 1,4 mio. kr.
Den dårlige økonomistyring betød, at en hel klasse måtte undvære lærebøger i matematik. Der er også alvorlig tvivl om, hvorvidt eleverne fik den rette undervisning. En stor del af lærerne besad slet ikke de faglige kompetencer, det kræves for at undervise i gymnasiet, har myndighederne konstateret.
BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra skolens ledelse. På skolens hjemmeside blev der 19. marts lagt følgende besked op:
'Hindholm STX omgrupperer fra og med 19.3.2018. Tak for nogle dejlige år i det naturskønne Fuglebjerg på Sydsjælland'.
I 2016 åbnede Hindholm STX, beliggende mellem Slagelse og Næstved, med en erklæret muslimsk profil. Der er bederum og fredagsbøn. Det private gymnasium har 34 elever med overvejende tyrkisk baggrund. I 2016 fik det 593.000 kr. i statsligt tilskud, fremgår det af skolens regnskab.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.