
FREDERICIA: Den har været et år og mange arbejdstimer undervejs - Fredericias nye legeplads, som indeholder tre legehuse, der har form som et hindutempel, en moske og en kirke. Legepladsen er blevet til i et samarbejde mellem hinduer, kristne og muslimer i Fredericia, og samarbejdet har været frugtbart, fortæller en af initiativtagerne Karina Dahlmann, sognepræst ved Hannerup Kirke, skriver Fredericia Kommune.
- Vi har opbygget venskaber og bekendtskaber undervejs og har aftalt, at vi vil holde arrangementer sammen i fremtiden. Så vores kontakt med hinanden vil fortsætte. Og for mig som præst er det meget værdifuldt, at jeg nu har gode kontakter til andre religiøse samfund her i byen, siger hun.
Selve husene er blevet bygget hos Virksomheden Fredericia, og så har den tværkulturelle gruppe dekoreret dem.
- De enkelte grupper har selvfølgelig haft ansvaret for udsmykningen af deres eget legehus, men vi har også hjulpet hinanden på tværs. Eksempelvis malede flere hinduer, kristne og muslimer sammen på moskeen forleden dag.
'Legebro mellem tro' er blevet til med støtte fra Fredericia Kommunes integrationspulje og arealudviklingsselskabet FredericiaC. Legepladsen er opstillet som en del af FredericiaC's midlertidige aktiviteter.
Projekt 'Legebro mellem tro' har haft tre vigtige formål: For det første at bringe mennesker med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde sammen, så de kunne lære hinanden at kende. For det andet at bygge noget til fremtiden, nemlig til dem der er børn nu. Initiativtagerne har ønsket at vise børn, at man godt kan lege sammen, selvom man er forskellig.
Endelig har gruppen ønsket at huske alle på Fredericias historie som en fristad, som for over 300 år siden fik religionsfrihed takket være kongelige privilegier. Det betød, at Fredericia allerede i slutningen af 1700-tallet var en multikulturel by. Med sine tre formål samler 'Legebro mellem tro' altså både fortid, nutid og fremtid.
Legepladsen indvies lørdag den 7. august kl. 13-15 på FredericiaC. Arrangementet indeholder danseoptræden, sangindslag, forskellige lege for børn, og der vil blive serveret sodavand og 'tværkulturelle' kager. Fredericias borgmester, Thomas Banke og provst Børge Munk Povlsen holder tale.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.