

FOLKETINGET: Tidligere leder for De Radikale Morten Østergaard vil udtræde af Folketinget med omgående virkning for at tiltræde et andet job om halvanden måned. Det oplyser han onsdag i et opslag på Facebook.
Morten Østergaard trak sig som leder for partiet i oktober sidste år efter sager om krænkelser mod kvinder. Dernæst blev han sygemeldt, og 10. november sidste år fik han orlov fra Folketinget, inden han i februar i år meddelte, at han ikke ville genopstille ved næste folketingsvalg.
På Facebook kalder Østergaard det en ære i 15 år at tage del i folkestyret. Han er ked af den måde, han forlod politik på.
- Jeg er selvsagt ked af den måde, mit politiske virke sluttede på, og de fejl, jeg begik undervejs – det kan jeg ikke gøre om, men jeg håber, at I tror mig, når jeg siger, at jeg har lært af det hele, skriver Morten Østergaard i opslaget.
Skal være klimarådgiver
Han oplyser, at han 1. august begynder som klimarådgiver i ingeniørvirksomheden cBrain A/S. Her skal han hjælpe ledelsen med at lave en strategi for klimaløsninger som et nyt forretningsområde.
Netop klimaet var en af Morten Østergaards store mærkesager som politiker. Han truede som politisk leder med at ville trække støtten til S-regeringen, hvis den ikke leverede tilstrækkeligt på klimaområdet.
Han skriver i sit Facebook-opslag, at han ikke har flere kommentarer til sin beslutning om at stoppe i Folketinget nu.
I dag er Sofie Carsten Nielsen politisk leder for De Radikale. Morten Østergaards stedfortræder i Folketinget er Susan Kronborg, der i dag er partiets fiskeri- og indfødsretsordfører.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.