
Det er ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) en undladelsessynd, at man i årtier ikke har haft indført grænseværdier på en række miljøfarlige stoffer i muslinger, fisk og havbund.
Og så er det i strid med reglerne for havmiljø.
Det erkender ministeren til DR, efter at mediet har foreholdt ham dokumenter fra embedsmænd i ministeriet med advarsler, der går mindst 14 år tilbage.
Helt konkret er der tale om, at man fra dansk side ikke har indført grænseværdier for en række forurenede stoffer i fisk, muslinger og havbund. Miljøfarlige stoffer er blandt andet tungmetaller og kemikalier såsom nikkel, arsen og PCB.
Grænseværdierne skal bruges til at kunne se, om havmiljøet er forurenet og dermed kunne igangsætte tiltag for at nedbringe en forurening.
Målingerne af miljøfarlige stoffer i havet er i årevis primært blevet foretaget i muslinger, fisk og havbundsmateriale. Men størstedelen af målingerne er ikke blevet regnet med i Miljøministeriets tilstandsvurderinger af vandmiljøet på grund af manglende grænseværdier.
Det har haft betydning for vurderingen af kystvandenes tilstand. Det kunne DR berette torsdag efter at have fået aktindsigt i et udkast til en ny vurdering.
Her skrev mediet, at stort set alle 123 vandområder langs de danske kyster er forurenede med flere miljøfarlige stoffer, end Miljøministeriet hidtil har fortalt.
I de nuværende tilstandsvurderinger er 9 ud af 123 vandområder så forurenede med mindst fem miljøfarlige stoffer, at tilstanden er for dårlig for dyr og planter. Hvis de nye grænseværdier indføres, vil tallet være 75 i stedet for 9.
Ministeriet lægger ifølge DR nu op til at indføre nye grænseværdier for flere miljøfarlige stoffer i netop muslinger, fisk og havbund. Og det er derfor, at de danske kyster kommer til at fremstå langt mere forurenede end hidtil.
/ritzau/
Opdateret 7.35
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.