dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Minister vil få flere ind i folkeskolen med faglighed

Der skal større fokus på kerneopgaverne i folkeskolen, siger minister om forældres tilvalg af privatskoler, mens lærer-næstformand er bekymret over længere skoledage og store klasser
10. AUG 2017 10.05

Der skal langt større fokus på at få eleverne til at trives og gøre dem fagligt dygtige. Til gengæld skal der mindre fokus på 'glittede pædagogiske projekter'.

Sådan lyder det fra undervisningsminister Merete Riisager (LA), efter at en ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser, at flere forældre fravælger folkeskolen til fordel for fri- og privatskoler.

- Hvis vi ser på, hvad forældrene fokuserer på, når de vælger skole, så er det kerneopgaverne. At eleverne trives, at der er højt fagligt niveau, og at der er dygtige lærere. Derfor er undersøgelsen god til at vise, hvad der skal fungere i folkeskolen, hvis forældrene skal vælge den til - som de fleste forældre jo også gør, siger Merete Riisager.

Der er sket for meget
Hun mener, at politikerne derfor bør lytte mere til eleverne og forældrenes ønsker i stedet for at 'fortabe os i pædagogiske projekter eller ønsker eller visioner'.

- Der har været for meget både fra Christiansborg og lokalpolitikerne. Vi har været for flittige til hele tiden at skifte kurs, bygge ovenpå og sætte nyt i gang. Nu er det vigtigt at få de ting til at fungere, som allerede er der. Det gælder for eksempel bevægelse i undervisningen. Vi skal sørge for, at det kommer til at fungere i stedet for at blive ved med at opfinde nye ting, siger hun.

Ifølge ministeren er der allerede sket mindre justeringer i forhold til skolereformen fra 2014 for at få skoledagen til at fungere bedre for eleverne og lærerne.

Næste hver femte i privaten
Undersøgelsen om skolevalg, som er lavet af Opinion for Undervisningsministeriet, viser en stigning i antallet af elever i fri- og privatskoler, mens antallet af folkeskoleelever er faldet.

Fra skoleåret 2010/2011 til 2015/2016 er antallet af elever i de frie grundskoler steget med 18 pct. I samme periode er antallet af elever i folkeskolen faldet med fire pct.

Dermed går der nu 111.878 elever i friskole eller privatskole, mens antallet af elever i folkeskolen er 537.097. Det vil sige, at 17 pct. af alle landets elever går i fri- eller privatskole.

Lærer-næstformand: Fundament rystet
Det er bekymrende, at et stigende antal forældre vælger at gå uden om folkeskolen, når de skal sende deres børn i skole for første gang. Det siger næstformand i Danmarks Lærerforening Dorte Lange, der opfordrer politikerne til at tage nye tal alvorligt.

- Folkeskolen og dermed samfundet risikerer at miste en del af sit fundament, når så mange børn ikke kommer i folkeskole. I Danmark har vi haft tradition for, at uanset hvem vi er, og hvor vi kommer fra, så har vi gået i folkeskole. Det risikerer vi at miste, hvis udviklingen fortsætter. Så bliver folkeskolen for børn af forældre, der ikke har råd til at vælge et alternativ.

Når flere forældre vælger en privat- eller friskole, mener hun, at det skyldes en opfattelse af, at de ikke kan få den samme kvalitet i folkeskolen:

- Desværre er det blevet sådan, og den udvikling har skolereformen medvirket til at forstærke. Derfor er kommunerne nødt til at sikre, at lærerne kan levere en undervisning med højere kvalitet.

Han peger blandt andet på, at mange forældre er kritiske over for, at skoledagene er blevet længere, og at der er kommet flere elever i hver klasse:

- Klasserne bliver større og større i folkeskolen, mens privatskolerne kan tilbyde mindre klasser, siger Dorte Lange.

Høje klassekvotienter og flere lektioner per dag er også medvirkende til, at et stigende antal lærere til forlader folkeskolen og i stedet søger ansættelse på en privat- eller friskole.

- Mange lærere vil hellere være der, fordi de føler, at de der kan komme til at levere en undervisning af højere kvalitet, siger Dorte Lange.

Flere gode historier
Det er stærkt bekymrende, at der sker en stigning i antallet af forældre, der vælger at sende deres børn i fri- eller privatskole frem for i folkeskole, mener Andreas Rasch-Christensen, som er folkeskoleforsker ved professionshøjskolen VIA University College.

Han frygter, at det ender med en social opdeling, hvor de ressourcestærke børn sendes i fri- og privatskoler, mens de ressourcesvage forældres børn bliver i folkeskolerne:

- Det er hverken godt for de ressourcestærke børn eller de ressourcesvage. Der skal være det rette miks. De ressourcestærke børn har også godt af at være sammen med børn, der ikke er præcis som dem, siger han.

Ifølge Andreas Rasch-Christensen fravælger flere forældre folkeskolen, fordi de har et indtryk af, at folkeskolen er for kaotisk:

- Vi ved fra privatskolerne, at forældrene søger tryggere miljøer med færre elever og flere lærere per elev. Derfor fravælger de kategorisk folkeskolen fra begyndelsen, uden først at give den en chance, siger han.

Ifølge forskeren skal folkeskolens blakkede ry vendes ved at gøre mere ud af at fortælle de gode historier om folkeskolen.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/minister-vil-fa-flere-ind-i-folkeskolen-med-faglighed

GDPR