Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V) sætter nu gang i konkrete tiltag på beskyttelsesrumsområdet.
Dette kommer i forlængelse af aftalen fra 15. januar, hvor arbejdet med at afdække området blev sat i gang. Arbejdet er forankret i Styrelsen for Samfundssikkerhed.
Som led i arbejdet er regeringen og KL i forbindelse med økonomiaftalen for 2026 blevet enige om i samarbejde at gennemføre et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum i Danmark.
- Med igangsættelse af eftersyn af beskyttelsesrum tager vi et vigtigt skridt mod at styrke Danmarks beredskab. Kommunerne spiller i den forbindelse en central rolle, og jeg er derfor glad for, at aftalen om kommunernes økonomi for 2026 sætter fokus på beredskabsområdet. Vi vil nu gå i dialog med KL om det videre arbejde på bl.a. beskyttelsesrumsområdet. Det aktuelle trusselsbillede understreger, at der fortsat er behov for et robust og styrket beredskab i Danmark, som kan understøtte et trygt og sikkert samfund. Det gælder også på civilbeskyttelsesområdet, udtaler ministeren.
Styrelsen for Samfundssikkerhed har desuden sendt et brev ud til kommunerne, hvori styrelsen opfordrer kommunerne til, at man kun nedlægger beskyttelsesrum i særlige tilfælde:
- Jeg har opfordret til, at de har et skærpet fokus på, at nedlæggelse af beskyttelsesrum kun skal ske i særlige tilfælde, som det også er beskrevet i lovgivningen, siger styrelsens direktør, Laila Reenberg på et pressemøde.
I de konkrete tiltag, der nu er blevet meldt ud til kommunerne, fremgår det, at man nu ophæver kommunernes hjemmel til at kunne fjerne betondækningsgrave på eget initiativ, uden at der opføres erstatningsrum.
Torsten Schack Pedersen fortæller ligeledes på pressemødet, at han har opfordret kommunerne til, at "man tænker sig godt om", inden man nedlægger et beskyttelsesrum.
Den udmelding møder dog undren hos kommunerne, hvor man Johannes Lundsfryd Jensen (S), formand for KL's Klima- og Miljøudvalg, påpeger, at man i kommunerne allerede tænker sig grundigt om. Han har ikke et billede af, at kommunerne i dag lukker beskyttelserum.
- Men hvis man gør, handler det nok om, at det er uddateret og vil give en falsk tryghed at opretholde, siger han til DR.
Initiativerne igangsættes løbende frem mod udgangen af 2025.
De konkrete tiltag er:
- Eftersyn af standen af eksisterende beskyttelsesrum, herunder udarbejdelse af checkliste til brug herfor.
- Ophævelse af kommunernes hjemmel til på eget initiativ at kunne fjerne betondækningsgrave, uden at der opføres erstatningsrum.
- Undersøgelse af kapaciteten af sikringsrum og eventuelle øvrige undergrundsfaciliteter i statslige bygninger, der kan benyttes som supplerende beskyttelsesrum.
- Inddragelse af erfaringer fra Ukraine samt de nordiske og baltiske lande.
- Eftersyn af gældende regulering på området.
SRS/esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.