Minister misforstod anekdote om farvefjernsyn til arbejdsløse
Ingen kan genkende anekdoten om, hvordan andre kommuner eksporterede borgere til Vollsmose.
Foto: Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

Minister 'misforstod' anekdote om farvefjernsyn til arbejdsløse

Meget tyder på, at en ghetto-historie om fynske kommuner fra Kaare Dybvad Bek (S) ikke har fundet sted.

Du får et farvefjernsyn, hvis du flytter.

Sådan skulle fynske kommuner have forhandlet sig frem til, at arbejdsløse og socialt udsatte forsvandt fra hjemkommunen og i stedet bosatte sig i Vollsmose. På den måde kunne de slippe for den store regning.

Det er en historie, som boligminister Kaare Dybvad Bek (S) fortalte i P1 10. august.

Her forklarede ministeren helt konkret, at han havde en partikollega, der selv havde oplevet det, da han var ny borgmester i en lille fynsk landkommune.

Her er anekdoten:

Kommunaldirektøren: "Skal vi fortsætte med det med farvefjernsynene?" Og så sagde borgmesteren: "Hvad er det for noget?" "Hver gang der var en, der blev arbejdsløs, så tilbød de ham et farvefjernsyn, hvis han flyttede ind til Vollsmose." (Kaare Dybvad Bek, 10. august)

Ministeren afslutter anekdoten med sin pointe:

"Og det er jo sådan noget, der er foregået på Fyn igennem mange år, og så har man jo fået samlet ikke bare måske Odenses, men også mange andre fynske byers sociale problemer et sted." (Kaare Dybvad Bek, 10. august)

Men hvem er den borgmester – hvor ligger kommunen – og kan det virkelig passe, at arbejdsløse blev tilbudt et fjernsyn for at flytte ud af kommunen og i stedet rykke ind i Vollsmose?

Det har DR Fyn undersøgt i samarbejde med Detektor.

Hvem taler han om?

Da vi første gang spurgte boligministerens pressechef, hvem den tidligere borgmester var, og hvilken kommune der var tale om, ønskede ministeren ikke at svare.

Men siden har pressechef Poul Aarøe Pedersen bekræftet, at der er tale om det tidligere folketingsmedlem Erik Christensen (S), der delte kontor med Kaare Dybvad Bek på Christiansborg.

Før folketingskarrieren var Erik Christensen borgmester i Ullerslev Kommune på Fyn og siden Nyborg Kommune efter kommunalreformen i 2007.

Men han har ikke lyst til at stille op til interview. Han vil dog godt bekræfte, at han har drøftet boligpolitiske problemer i Vollsmose med Kaare Dybvad Bek.

Han mener også, at han har fortalt om sin fornemmelse af, at man i nogle kommuner har 'eksporteret sociale klienter til andre områder for at sende udgiften videre.'

Det med farvefjernsynene kan Erik Christensen også godt huske, at han har hørt om, men han kan ikke huske hvor. Han udelukker, at han selv har været indblandet i snakken, og at han har hørt om det i de kommuner, han var borgmester i.

Hvor kunne det så være?

Men kunne det have været foregået i andre kommuner omkring Odense og Vollsmose?

Partifællen Finn Brunse var borgmester i Tommerup Kommune sydvest for Odense inden kommunalreformen. Men han har aldrig hørt tale om metoden og afviser bestemt, at det har fundet sted i hans kommune.

Heller ikke Palle Hansborg-Sørensen (S), der var borgmester i Munkebo, kender til ordningen med farvefjernsyn, og han afviser også, at det har fundet sted i hans borgmestertid.

Munkebo grænser op til den del af Odense, hvor Vollsmose ligger.

Samme svar giver Poul Weber, der var borgmester for Venstre i Egebjerg Kommune på Sydfyn. Han nævner dog, at det måske er sket fra hovedstadsområdet til for eksempel Lolland og Langeland.

Har borgerne i Vollsmose hørt om det?

Men kunne de så være bekendt med ordningen i Vollsmose, hvortil de her arbejdsløse altså skulle være flyttet til med et spritnyt farvefjernsyn i flyttebilen?

Vi har spurgt John Bonde, der har boet i Vollsmose i flere perioder gennem 70’erne, 80’erne, 90’erne og 00’erne, men som nu er flyttet fra bydelen:

- Det er ikke noget, der er gået rygter om i Vollsmose. Jeg har ikke hørt det før. Jeg ved ikke, hvor han har det fra, men jeg er aldrig stødt på det i Vollsmose, siger han.

Heller ikke beboerformand i Fyrreparken, Bjarne Andersen, der har boet i Vollsmose i 19 år, har nogensinde hørt om ordningen.

Ministerens svar

Boligminister Kaare Dybvad Bek har ikke ønsket at stille op til interview med DR. Han fortæller i et skriftligt svar, at det er rigtigt, at han har drøftet problemstillingen med sin daværende gruppefælle Erik Christensen, men:

- Det lader til, at jeg har misforstået, at der var tale om hans egen kommunaldirektør i den daværende Ullerslev Kommune. Men at kommuner på denne måde har hjulpet til – tilbudt flyttehjælp mv. til modtagere af overførselsindkomst – er der desværre mange eksempler på gennem historien. Selv i de senere år har pressen bragt mange artikler omkring denne problemstilling, skriver han.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev