
Der er stadig en jungle af overflødige regler, som blandt andre ledige og offentligt ansatte spilder meget tid på. Derfor skriver en samlet fagbevægelse nu til beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) med over 200 konkrete forslag til at fjerne en masse ligegyldigt bøvl og fnidder, skriver FTF.
Læs brev
De tre hovedorganisationer LO, FTF og AC med tilsammen mere end 1,6 millioner lønmodtagere i ryggen skriver til ministeren på baggrund af et stort katalog med forslag. Dem har ministeren selv indsamlet i kampagnen "Væk med Bøvlet, Inger." De tre organisationer har nærlæst alle forslagene og valgt flere hundrede. Både tid og penge kan ifølge fagbevægelsen bruges mere fornuftigt, hvis alle nu slipper for reglerne på listen. Med brevet følger den lange liste over nytteløse regler.
Med brevet og listen er opfordringen til ministeren ikke til at tage fejl af, vurderer FTF's formand Bente Sorgenfrey. Hun står i spidsen for 450.000 offentligt og privat ansatte og kan se flere fordele ved at komme af med de mange overflødige regler.
Liste over bøvl
- Vi synes, at fokus skal være på at hjælpe ledige i arbejde. De her regler gør det stik modsatte, så ministeren behøver ikke vente mere med at afskaffe dem for vores skyld. Vi skal bruge kræfterne bedst muligt. Der kan vi komme langt ved at fjerne det bureaukratiske bøvl og for eksempel bruge tid på at hjælpe folk i arbejde, siger FTF-formanden.
Den unødvendige knap
Hun peger på, at især en regel på listen springer i øjnene. Hver syvende dag skal ledige bekræfte, at de er jobsøgende. Det skal ske på nettet. Glemmer den ledige at klikke på sig frem til den rigtige side og trykke på knappen 'bekræft aktiv jobsøgning', så går et større maskineri i gang.
Først får jobcentret besked om, at den ledige ikke har klikket til tiden. Så sender centret en skriftlig påmindelse. Hvis den ledige ikke får tilmeldt sig igen, bliver han eller hun afmeldt og kan miste retten til økonomisk hjælp.
Processen stjæler en masse tid i jobcentre og a-kasser. Herude skal medarbejderne også behandler klager, beslutte sanktioner og tale med ledige, der mister penge ved ikke at have bekræftet jobsøgningen.
- Det er en regel, som ikke rigtig giver nogen mening og fører til en masse overflødigt arbejde. Man kan sagtens kontrollere bedre og gøre det mere smidigt, og det foreslår vi også ministeren at gøre.
Det er LO's næstformand Lizette Risgaard og AC's formand Erik Jylling, der sammen med Bente Sorgenfrey har sendt brevet til ministeren.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.