Minister afventer plan: Langsigtet opgave at rense giftgrunde

Der blev med finansloven for 2020 ikke afsat flere penge til oprydning af såkaldte generationsforureninger.
15. JAN 2020 14.56
TEMA: Generationsforureninger

Omfanget af forurening ved Himmark Strand på Nordals er nu så stort, at det er med på listen over såkaldte generationsforureninger i Danmark. Den betragtning er miljøminister Lea Wermelin (S) enig i. Det siger hun på et samråd onsdag.

Det flugter også med det skøn, som Region Syddanmark kom med i slutningen af 2019.

- Det er bedrøveligt, siger Venstres Ellen Trane Nørby, som sammen med V-kollegerne Anni Matthiesen og Jacob Jensen havde indkaldt ministeren til samrådet om emnet.

Generationsforureninger skyldes udledning fra industrien i 1950'erne og 1960'erne, og der er nu ti generationsforureninger i Danmark. Wermelin blev på samrådet bedt om at redegøre for S-regeringens manglende prioritering af generationsforureninger i finansloven for 2020.

I det såkaldte forståelsespapir mellem partierne i rød blok fra sidste sommer, som gjorde Mette Frederiksen (S) til statsminister, er det aftalt 'at håndtere og rense de store generationsforureninger'.

Men regeringen og støttepartierne fandt i slutningen af sidste år ikke ekstra penge i finansloven for 2020 til oprydning af generationsforureninger.

Intet quickfix
- Generationsforureningerne er kendetegnet ved at være omkostningskrævende, og at oprensningen typisk tager mange år. Og der findes ikke et quickfix til at håndtere forureninger, siger Wermelin.

- Regionerne bruger i dag næsten en halv milliard kroner om året på jordforureningsopgaven. Og nogle af midlerne går til generationsforureninger. Men en stor del går til andre jordforureninger, som også skal håndteres, siger hun.

Ministeren gentager - som ved et tilsvarende samråd i oktober sidste år - at hun senere i år vil levere en plan, der skal komme omfattende forurening til livs.

Først skal Danske Regioner komme med en plan for, hvordan det kan gøres. Den kommer ifølge ministeren i første halvdel af 2020, hvorefter en politisk drøftelse vil begynde, siger ministeren.

Danske Regioner har anslået, at det vil koste mellem to og fire mia. kr. at rense de mest forurenede grunde.

Af kendte giftgrunde kan nævnes Grindstedværket og Cheminova ved Limfjorden.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt