dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Minister åbner for skoletid til konfirmationsforberedelse

Markant brud med den hidtidige politik på vej. Forsøgsordning vil lade kommunerne konvertere to timer om ugen

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) forventes i dag at offentliggøre en længe efterspurgt løsning på, hvordan konfirmationsforberedelsen kan slippe for uattraktive tidspunkter sidst på eftermiddagen eller i weekenden og i stedet placeres inden for de 35 ugentlige timer, som skal bruges på undervisning, skriver Kristeligt Dagblad.

Problemet har eksisteret siden folkeskoleloven blev ændret i 2013, så skoledagene blev markant længere og gav store vanskeligheder med at finde plads på skemaet til, at elever i 7. eller 8. klasse kunne gå til præst.

Men nu åbner ministeren ifølge Kristeligt Dagblad for, at kommuner kan konvertere op til to timer om ugen fra den såkaldte understøttende undervisning til konfirmationsforberedelse. Den nye mulighed gives i form af en forsøgsordning, som kommunerne kan melde sig til. Hvis blot to kommuner melder sig, bliver forsøget sat i gang, og det kan iværksættes allerede i det indeværende skoleår.

- Jeg har fået ret mange henvendelser fra kommuner, som har gjort opmærksom på, at det har været svært at finde gode lokale løsninger for konfirmationsforberedelsen. Det er min opfattelse, at når det ikke handler om to ugentlige morgentimer i samtlige 10 skoleår, men typisk i fem-seks måneder på 7. klassetrin, må det være muligt at finde tid, siger Ellen Trane Nørby til avisen.

Den nye forsøgsordning er et markant brud med den politik i forhold til konfirmationsforberedelse, som blev ført under SR-regeringen. Tidligere undervisningsminister Christine Antorini (S) slog i november 2013 fast, at 'tiden til konfirmationsforberedelse er ikke en del af folkeskolens undervisning og indgår ikke i skoletiden eller skolens tilbud i øvrigt'.

mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/minister-aabner-for-skoletid-til-konfirmationsforberedelse

GDPR