
MIDTJYLLAND: Det viser den netop offentliggjorte, Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, (LUP).
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad på patienternes vegne. Men jeg er samtidig imponeret over de ansatte på hospitalerne, som igen og igen formår at løfte kvaliteten, samtidig med at produktiviteten stiger, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Det er andet år i træk, at Region Midtjylland ligger bedst. Samtidig er patienternes oplevelser på flere områder blevet forbedret i forhold til undersøgelsen sidste år.
- Det kan ikke længere være tilfældigheder der gør, at vi kommer bedst ud. Jeg kan ikke se andet, end at det afspejler det kvalitetsarbejde, der foregår på hospitalerne, siger afdelingschef i Kvalitet og Sundhedsdata, Hans Peder Graversen.
Bevidst indsats i Herning
På børneafdelingen i Herning er glæden heller ikke til at tage fejl af. Her har de gennem et par år haft fokus på samarbejdet med forældrene og på at styrke deres kommunikation. Og nu viser LUP'ens resultater klart, at indsatsen har båret frugt.
- Vi er blevet bedre til at forklare, hvad der sker under indlæggelsen. Eksempelvis forklare, at behandlingen er i gang, selvom lægen ikke lige har været der, og ved at fortælle, hvad der nu skal ske, fortæller ledende overlæge, Nana Thrane.
I resultaterne fra LUP'en kan de nu se, at forældrene er mere trygge, de føler at de forskellige parter i behandlingen ved, hvad hinanden gør, og de oplever i langt mindre grad, at der er unødig ventetid.
Konkret information til hospitalerne
I Region Midtjylland og Region Nordjylland er undersøgelsen endnu mere detaljeret end i resten af landet. Her offentliggøres resultaterne helt ned på afsnitsniveau.
- Jo mere detaljeret rapporterne er, jo bedre kan hospitalerne identificere problemer - eller se, hvor deres initiativer er lykkedes, forklarer faglig koordinator i Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Simone Witzel.
Centret deltager i udvikling og design af undersøgelsen, og det er også centret, der har udviklet de specielle rapporter til Region Midtjylland og Region Nordjylland.
Simone Witzel glæder sig selvfølgelig over, at Region Midtjylland igen ligger bedst. Men for hende er det muligheden for at sammenligne sig med sig selv og med andre afsnit, afdelinger eller hospitaler, der er i fokus.
- En meget væsentlig opgave for LUP'en er, at undersøgelsen bliver brugt aktivt på hospitalerne til at måle kvaliteten og identificere områder, hvor der kan ske forbedringer. Og her er den høje grad af detaljering et rigtig godt værktøj, siger hun.
mou
Fakta
* Den Landsdækkende Undersøgelse Om Patientoplevelser (LUP) bliver gennemført en gang om året
* Det er anden gang, den bliver gennemført i sin nuværende form. Tidligere havde den eksempelvis kun svar fra indlagte patienter, hvor der nu også er svar fra ambulante
* LUP'en er gennemført i samarbejde mellem de fem regioner, Danske Regioner og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
* Resultaterne fra Region Midtjylland bygger på svar fra 10.140 indlagte og 19.965 ambulante patienter
* Svarprocenten i Region Midtjylland er på 62 pct. for indlagte og 63 pct. for ambulante patienter. Det er højere end landsgennemsnittet, som er på henholdsvis 59 og 61 pct.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.