
HOLBÆK: Udvalget for Plan, Bolig og Lokal Udvikling samt Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune har sagt ok til et kommunalt tilskud på 250.000 kr. ud af et samlet budget på 950.000 kr. til et pilotstudie af Orø som ø-turistdestination, oplyser kommunen.
De resterende 700.000 kr. finansieres af den erhvervsdrivende fond Dansk Kyst og Naturturisme og LAG (lokale aktionsgrupper) og projektet skal udvikles i samarbejde med Destination Sjælland, der er destinationsselskabet for Sjællands Vestkyst, som dækker Holbæk, Kalundborg, Slagelse og Sorø kommuner. Efter dialog med Dansk Kyst og Naturturisme er der nu lavet en udviklingsplan, der er godkendt i de to politiske udvalg.
- Det er et meget spændende projekt, som jeg ser frem til at følge. Planen skal identificere udviklingspotentialer og udfordringer, og så skal den indeholde en strategi for ø-turismen. En bæredygtig strategi – både økonomisk, socialt og miljømæssigt, fortæller formand for udvalget for plan, bolig og lokal udvikling Lars Qvist (S).
Projektet vil munde ud i en række konkrete og fysiske forslag til forbedringer, som kan øge gæsteoplevelsen på Orø og den lokale tilfredshed. Planen bliver udarbejdet sammen med en række eksperter, Dansk Kyst og Naturturisme, Destination Sjælland, Orø Beboerforening, turismeaktører og Holbæk Kommune. Forløbet vil efter planen starte op i første del af 2023.
Plus tennisbane
Udover planen ø-turisme har udvalget for kultur og fritid godkendt et anlægstilskud og et midlertidigt lån til etablering af en udendørs tennisbane på Orø.
- Med en tennisbane får øens beboere mulighed for at dyrke foreningsidræt optimalt og lokalt. Samtidig er der en stor gruppe sommerhusejere og turister, der får mulighed for at leje eventuelle ledige baner. Det er vigtigt at støtte de gode potentialer, der er på Orø, og det er projekter som den kommende tennisbane og udviklingsplanen for turisme med til, siger formand for Udvalget for Kultur og Fritid Ole Hansen (S)
Holbæk Kommune bliver ejer af banen, mens Orø Tennisklub forpligter sig til at drive og vedligeholde banerne samt afholde samtlige driftsudgifter. Anlægstilskuddet er på lidt over 416.000 kroner og det midlertidige lån på 350.00 kroner.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.