
Det var regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen, der alene traf beslutningen om, hvilke dele af Danmark der skulle lukke ned grundet coronaudbruddet.
Sådan lød det fra Mette Frederiksen tirsdag på et samråd, hvis formål var at redegøre for grundlaget for regeringens beslutning om nedlukningen.
- Den beslutning om, hvilke dele af Danmark der skulle lukke ned, traf regeringen alene. Det er en politisk beslutning, sagde Mette Frederiksen.
Hun tilføjede, at der ikke er et skriftligt grundlag for regeringens beslutning.
- Hvis der skulle have været et skriftligt grundlag, så var vi kommet for sent. Vi træffer beslutningen på en dag, hvor jeg møder ind i Statsministeriet uden at tro, at vi skulle træffe beslutningen.
- Det tager lang tid at udarbejde et skriftligt grundlag. Et skriftligt grundlag findes ikke, for det var der simpelthen ikke tid til, sagde Mette Frederiksen.
Frederiksen fastholdt linje
Samrådet var indkaldt af Sophie Løhde (V), Peter Skaarup (DF), Mai Mercado (K) og Alex Vanopslagh (LA). Sagens omdrejningspunkt er, hvad statsministeren sagde på et pressemøde 11. marts, hvor hun gav besked om, at samfundet lukkede delvist ned.
Det var 'myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned', sagde Mette Frederiksen. I sidste måned skrev Jyllands-Posten så, at anbefalingen ikke kom fra Sundhedsstyrelsen.
Efterfølgende slog Mette Frederiksen over for TV2 News fast, at det er 'en bred myndighedsgruppe, der har rådgivet os'. Men altså uden at nævne hvilken specifik myndighed, som anbefalede en så stor nedlukning, der kom.
Og statsministeren tilføjede, at hun principielt ikke går ind i, 'hvilke ord der falder fra hvilke myndigheder'. Det linje fastholdt Mette Frederiksen på samrådet.
Mølbak 'begejstret'
Kåre Mølbak, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI), har tirsdag i et interview med Politiken udtalt, at han længe havde opfordret regeringen til at handle proaktivt, før coronaepidemien for alvor ramte Danmark. Derfor var Mølbak 'begejstret' for nedlukningen tilbage i marts.
Regering anlagde et forsigtighedsprincip. Det sagde Mette Frederiksen.
- SSI anbefalede at minimere aktiviteten, og en bredt sammensat myndighedsgruppe anbefalede, hvordan man kunne lukke ned konkret. Ovenpå anbefalingerne fra en bredt sammensat myndighedsgruppe kommer så det politiske valg om, hvordan vi konkret lukker ned, sagde Mette Frederiksen.
- Hvis man tager enkelte sætninger ud af pressemøder, så kan det komme til at fremstå som om, at vi fulgte myndighedernes anbefalinger én til én. Men ingen, der har fulgt pressemøder, kan være i tvivl om, at regeringen traf politiske beslutninger, sagde Mette Frederiksen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.