Mere dårlig medicin gør ingen raske

Af Dorthe Laustsen (SF), Sundheds- og omsorgsrådmand, Aarhus Kommune

KLs formand Jan Trøjborg erklærer sig i dknyt positiv overfor statsministerens tanker om en ny medfinansieringsmodel på sundhedsområdet. I modsætning til Jan Trøjborg blev jeg derimod skuffet over statsministerens udmelding. I overvejelserne var der ingen hentydninger til, at der skulle findes løsninger på de grundlæggende problemer, der er med den gældende model. Der var alene tale om 'mere af det samme'. Bare at øge dosis betyder ikke nødvendigvis, at man får et bedre resultat.

Min erfaring med den eksisterende model er, at den ikke har fungeret. Dette mener jeg skyldes 2 grundlæggende problemer med modellen. For det første er det ikke kommunen, der bestemmer, om borgeren skal indlægges på hospitalerne, det er de praktiserende læger, dvs. kommunernes mulighed for at påvirke efterspørgslen er begrænset og indirekte. For det andet har kommunerne ingen indflydelse på, hvor meget behandling der sker på hospitalerne. Dvs. at hvis det via en ekstraordinær indsats i kommunerne lykkes at begrænse antallet af indlæggelser på hospitalerne, vil hospitalerne naturligvis benytte de ledige ressourcer til at behandle andre patienter, og derved vil kommunerne få udgifter til medfinansiering af disse patienter.

Disse mekanismer gør, at kommunerne ikke har mulighed for at høste en evt. besparelse ved en ekstraordinær indsats. Dette har hverken KLs formand eller statsministeren fokus på i deres overvejelser om en ny model.

En løsning på de grundlæggende problemer i modellen vil for det første kræve, at der sker en differentiering af den kommunale medfinansiering, således at kommunerne skal medfinansiere mest, hvor kommunerne kan gøre en forskel. Dvs. i forhold til de borgere, som kommunen har kontakt med, og hvor man ved en anden indsats kan reducere forbruget af sundhedsydelser i det regionale sundhedsvæsen (dette gælder bl.a. de ældre medicinske patienter og i forhold til socialpsykiatrien).

For det andet er det afgørende, at kommunerne får indflydelse på det samlede kapacitetsomfang i regionerne. Dette vil bl.a. betyde, at kommunen skal have del i de ressourcer, der spares, når man undgår indlæggelser. Som det er i dag, sparer kommunen godt nok udgifterne til medfinansiering, hvis de undgår unødvendige indlæggelser, men hvis regionen vælger at udnytte de ledige ressourcer på andre patienter, får kommunen en ekstra udgift på dette område, og derved bliver der ingen besparelse i kommunen.

Som modellen er nu, og i de overvejelser der er til en ny model, hvor man alene vil hæve medfinansiering, vil der desværre ikke komme fokus på det nære sundhedsvæsen og på at få skabt et mere sammenhængene patientforløb mellem de forskellige sektorer.

Jeg frygter derfor, at man med den nye medfinansieringsmodel ikke får taget hånd om de store udfordringer sundhedsvæsenet står overfor i dag og i de kommende år.