dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Fredericias borgmester Christian Bro (S) peger på, at en ny udligningsreform skal have respekt for, at kommunerne er forskellige.
Søren Gylling/Jyskfynskemedier/Ritzau Scanpix

Fredericia vinder på selskabsskatten:
Men alligevel skal den ud af udligningen

Flere stemmer i debatten om udligningssystemet peger på, at der skal gøres noget ved selskabsskatten, men hvad mener en af de kommuner, som vinder på det lige nu?

2024 var et godt år for Fredericia Kommune, hvis man ser på indtægterne fra selskabsskatten. Kommunen havde med 10.849 kr. den anden højste selskabsskatteindtægt pr. borger, kun slået af Billund Kommune.

Netop selskabsskatten har været på manges læber på det seneste, bl.a. under Indenrigsudvalgets høring om kommunernes fremtidige økonomi for godt to uger siden, hvor både borgmestre og Niels Jørgen Mau Pedersen, ekspert i kommunal økonomi og forsker hos Vive, pegede på, at selskabsskatten skaber skævvridninger, når den indgår i udligningen, som den gør nu.

Men hvad mener en borgmester, hvis kommune i øjeblikket nyder godt af selskabskatten?

- Ud fra mit socialdemokratiske hjerte, tænker jeg, at udligningen jo gerne skal sørge for, at så mange som muligt får glæde af så meget som muligt, siger Fredericias borgmester Christian Bro (S) til DK Nyt og fortsætter:

- Og det er jo dybest set tilfældighederne, der afgør, hvor virksomheder med succes er bosat. Så den skævhed, synes jeg, man skal adressere.

Sådan indgår selskabsskatten i udligningssystemet

En kommune får udlignet 50 procent af det beløb, som kommunens indtægter fra selskabsskat pr. borger ligger under landsgennemsnittet.

En kommune, der ligger over landsgennemnittet, betaler 50 procent af "overskuddet" fra indtægterne fra selskabskatten pr. borger i forhold til landsgennemsnittet.

Selve uligheden opstår gennem balanceprincippet, når kommunernes samlede indtægter fra selskabsskatten modregnes i bloktilskuddet fra staten. Når enkelte kommuner får flere penge ind fra selskabsskatter, får alle kommuner samlet færre penge i bloktilskud.

Tidligere har Balance Danmark sammen med 40 borgmestre forslået, at selskabsskatten skal udlignes med 100 procent for at undgå skævvridninger, hvor alle kommuner "betaler" prisen for at få kommuner har en høj selskabsskatteindtægt.

Kilde: Balance Danmark.

Svær at budgettere med

Han forklarer samtidig, at Fredericias gode selskabsskatteindtægter kommer af, at energiselskabet Ørsted har klaret sig godt i 2024, men at det allerede nu tyder på, at de kommende år ikke vil blive lige så gode.

- Det er lidt problematisk faktisk, fordi vi skal finde alternativer til finansieringen, så egentlig er selskabsskatteindtægten meget svært at budgettere med, siger han.

Under høringen om kommunernes økonomi var der både forslag til, at udligningen af selskabsskatten hæves til 70 eller 100 procent, eller at selskabsskatten helt tages ud af udligningen og bliver en afregningen mellem de enkelte kommuner og staten.

Har du en holdning til, om selskabsskatten skal tages helt ud af udligningen eller om udligningsprocenten skal ændres?

- Lige nu er der nogle få virksomheder, der virkelig stikker af, og om man skal håndtere det særskilt, er måske i virkeligheden den bedste måde at gøre det på, svarer Christian Bro.

Han mener samtidig, at der i en ny reform skal være respekt for, at der grundlæggende er forskel på kommunerne, og han mener, at især demografi fortsat er et af de vigtigste punkter at have med.

- Udligningen ligger jo næsten i, at den oprindelig er lavet ud fra en form for solidarisk holdning, og det grundsyn synes jeg selvfølgelig stadigvæk skal være udgangspunktet, siger han.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/men-alligevel-skal-den-ud-af-udligningen

GDPR