

HOLBÆK: Børne- og socialminister Mai Mercado (K) mener nu, der er behov for at få afdækket sagen om Holbæk Kommunes ageren i perioden op til anholdelsen af en dengang 15-årig pige fra landsbyen Kundby ved Holbæk, der siden blev dømt otte års fængsel for terrorplaner.
'Det beskrevne forløb lyder meget bekymrende, og jeg vil derfor bede Holbæk Kommune om en redegørelse om sagen', siger hun ifølge Nordvestnyt i et skriftligt svar, efter at eksperter i en DR-dokumentar kritiserer Holbæk Kommune for ikke at gå ind og hjælpe pigen trods gentagne advarsler.
Pigen burde blandt andet være blevet anbragt uden for hjemmet, vurderer Trine Schultz, lektor i socialret ved Aalborg Universitet.
- Hun er blevet svigtet ikke bare gennem sin opvækst, men også af de sociale myndigheder, der har begået flere fejl, som er yderst kritisable, siger hun i dokumentaren.
Det fremgår i dokumentaren bl.a., at Holbæk Kommune i en flere måneder lang periode ikke reagerede og handlede på en underretning om alvorlig mistrivsel fra Odsherred Kommune, som hun på et tidspunkt hørte under.
Pigen var bare 15 år, da hun fra sit teenageværelse i den lille landsby Kundby tæt ved Holbæk lagde planer om at blive terrorist. Hun var konverteret til islam, via internettet kontaktede hun flere militante islamister, og i løbet af ganske kort tid blev hun radikaliseret.
Hun satte sig herefter for at gennemføre et bombeangreb mod Sydskolen i Fårevejle, hvor hun selv havde gået. Angrebet skulle rettes mod en gallafest i januar 2016, og bomben skulle angiveligt indeholde sprængstoffet TATP.
Angrebet blev dog aldrig til noget. Pigen nåede ikke at fremstille en funktionsdygtig bombe. Herefter ændrede hun planer og udså sig et nyt mål, den jødiske Carolineskolen i København.
Angrebet mod Carolineskolen nåede hun imidlertid heller aldrig til. Tilsyneladende fordi politiet kom hende i forkøbet. I en storstilet aktion blev teenageren anholdt 13. januar 2016.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.