Lyntestudbyder politianmeldt
Lyntestudbyderen Medicals Nordic er af Datatilsynet blevet politianmeldt for at have behandlet fortrolige sundhedsoplysninger uden den fornødne datasikkerhed. Testudbyderen er blevet indstillet til en bøde på 600.000 kr.
Ifølge Datatilsynet har medarbejdere anvendt private telefoner til at sende oplysninger om borgere til virksomheden gennem appen WhatsApp.
Det har betydet, at samtlige medarbejdere, som efter Datatilsynets vurdering ikke har haft arbejdsbetinget behov for at behandle disse oplysninger, har haft adgang til dem. Oplysningerne omfattede blandt andet personnumre og andre personlige helbredsoplysninger om borgere, der var blevet testet for covid-19.
Ritzau