dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
I Viborg har der hængt valgplakater i gadebilledet i mange dage op til kommunalvalget, der blev afholdt 18. november. Otte dage efter skal plakaterne være nede igen. (Arkivfoto)
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De sidste valgplakater skal ned onsdag ellers falder bøderne

Senest otte dage efter valget skal valgplakaterne være væk. Ellers koster det politikerne en bøde per plakat.
26. NOV 2025 6.14

I over en måned har der hængt valgplakater fra kommunalvalget rundt omkring i landets gader og stræder. Til midnat skal alle plakaterne være taget ned.

Hvis ikke de er væk, når klokken slår 00.00, kan det blive en dyr fornøjelse for politikerne.

Plakaterne skal nemlig være væk klokken 23.59 onsdag. Det gælder i alle landets kommuner, heriblandt København.

- Når valget er slut, og alle plakater er taget ned og optalt, vil den ophængningsansvarlige modtage en regning. Regningen afspejler de aktuelle udgifter, vi har haft til at tage valgplakaterne ned, skriver kommunen på sin hjemmeside.

Vejdirektoratet fører tilsyn med det statslige vejnet i landet og står for at registrere plakater, der ikke er taget ned i tide.

- I det tilfælde bliver plakaterne fjernet på kandidatens regning. Prisen for nedtagning er 533 kroner per valgplakat, skriver direktoratet på Facebook.

Vejdirektoratet oplyser også, at det kun er kandidaterne og "deres ophængere", der må tage plakaterne ned.

Man må derfor ikke fjerne andres valgplakater, medmindre man har fået lov.

Mange er taget ned

Mange steder i landet har flere allerede været ude og nedtage mange af plakaterne.

På Bornholm kravlede De Radikales Søren Brenøe i lygtepæle i weekenden for at pille sine valgplakater ned.

Selv om han ikke blev valgt ind i kommunalbestyrelsen, så skulle valgplakaterne alligevel tages ned.

- Det er ambitionen, at vi har dem alle nede her i weekenden, men ser man en derude, hvor der står "Søren" eller "B" efter weekenden, så må man da godt lige smide en sms, så vi kan komme ud og pille den ned også, sagde han til TV 2 Bornholm, da han var ude og fjerne plakaterne.

Selv om der kan være meget bøvl med valgplakater, så er de ifølge en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Momentum i oktober ikke helt ligegyldige.

I undersøgelsen svarede halvdelen af vælgerne, at valgplakater er med til at øge bevidstheden om, at der er valg.

- Der er ingen tvivl om, at valgplakaterne gør rigtig, rigtig mange vælgere opmærksomme på, at der er valg - uanset om de er politisk interesserede eller ej. For vi bliver passivt eksponeret for plakaterne, lige så snart vi går ud af døren, sagde valgforsker Kasper Møller Hansen til Momentum i forbindelse med undersøgelsen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/de-sidste-valgplakater-skal-ned-onsdag-ellers-falder-boederne

GDPR