Lokkemad for de lønsultne
Hvis der pludselig trylles penge frem udenfor overenskomstregi, er der så mange der vil have del i dem, at der enten er så få til hver, at det kan være lige meget, eller også kommer det til at koste en rasende masse penge.
Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Lokkemad for de lønsultne

Der er lindet på låget til den ellers forbudte politiske indblanding i løndannelsen.
19. SEP 2022 6.03

TEMA: FV22

Valgkampe kalder det bedste og det værste frem i folk. Det bedste fordi man gerne vil vise alt det gode, man vil gøre, og det værste fordi man også gerne vil nøjes med at antyde noget, vel vidende at chancen for at det bliver til noget, er lig nul.

Et godt eksempel er den ukonkrete velvilje overfor det siden sidste sommer uløste problem med, at blandt andre sygeplejerskerne mener, at de fortjener noget mere i løn, end overenskomsten gav dem. Og at hvis der pludselig trylles penge frem uden for overenskomstregi, er der så mange der vil have del i dem, at der enten er så få til hver, at det kan være lige meget, eller også kommer det til at koste en rasende masse penge.

Alligevel har statsminister Mette Frederiksen i strid med al politisk børnelærdom luftet muligheden et par gange. Første gang i en udtalelse til Jyllands-Posten i sidste måned, og anden gang i DR-TV’s partilederdebat.

Begge gange så tilpas uklart, at alle lønsultne kan læse sig selv ind i det, hvilket formentlig også er meningen. I hvert fald har ikke kun Dansk Sygeplejeråd men også pædagogernes fagforening BUPL og især sosuassistenternes FOA bidt mærke i åbningen, eller hvad det er, og krævet deres andel af, hvad der måtte falde af.

Trods uklarheden er der måske alligevel et fingerpeg, hvis man nærlæser statsministerens udtalelse til Jyllands-Posten: Lønspørgsmålet “bliver nødt til også at være inde på det bord, hvor vi på Christiansborg sammen med kommuner, regioner og alle andre skal forsøge at løse nogle af de her grundlæggende spørgsmål”, siger hun, og her skal man især lægge mærke til den indbyggede hilsen til Danske Regioner, sygeplejerskernes primære forhandlingsmodpart.

Alle blå partier har lagt afstand til Mette Frederiksens lokken for de offentligt ansatte, men Lars Løkke Rasmussen er med sit nye parti Moderaterne erklæret eks-blå, og også han har lindet på låget til den ellers forbudte politiske indblanding i løndannelsen. Til forskel fra den nuværende statsminister har eks-statsministeren i Altinget specifikt peget på sygeplejerskerne som mål for et politisk bestemt lønløft.

Man kan mene om Lars Løkke Rasmussens stil- og politiske skift og deres bevæggrunde, hvad man vil, men man kan ikke tage fra ham, at han kender sundhedssektoren bedre og mere detaljeret end de fleste. Han ved, hvad han taler om, og det gør han i særdeleshed, når han nærmest i forbifarten nævner det som et særskilt problem, at man “får højere og højere løn, jo længere væk fra patienten, man kommer i sit arbejde”.

En hilsen til Dansk Sygeplejeråd, hvor der i hele Grethe Christensens indtil nu 13 år lange formandsperiode ikke er blevet lagt på sygeplejerskernes grundløn. Hver eneste gang er de forhandlede stigninger i stedet gået til aflønning i avancementsstillinger, eller meget præcist netop hvad Lars Løkke Rasmussen beskriver. Her er det så, man skal lægge mærke til eftersætningen: “Det er jo ikke noget, Christiansborg kan løse. Det skal jo løses overenskomstmæssigt i nogle forhandlinger, men der er en udfordring i den måde, vi har fået skruet lønnen sammen på.”

Altså også fra ham en hilsen til Danske Regioner, der er fuldstændig klar over problemet, og som meget gerne ville have aftalt med sygeplejerskerne at løfte grundlønnen i stedet for at adressere overenskomstpengene til dem, der er “længere væk fra patienten”. Men når Dansk Sygeplejerråd ikke vil, har man ikke ment, at det var op til arbejdsgiversiden at insistere.

Det skulle man måske gøre næste gang. Der ser ud til at være politisk opbakning til det.