Det begyndte som en lokal begivenhed i 2013, da to landsbyer i Viborg Kommune fandt på motionskonkurrencen Lokaldysten.
Allerede året efter var otte byer med i dysten, og fra 2020 introducerede DGI Midtjylland Lokaldysten i nabokommunerne startende med Silkeborg og Skive.
I 2025 var sammenlagt 114 lokalsamfund i 22 kommuner med i arrangementet, og over 15.000 borgere har været aktive til en Lokaldyst i 2025, hvor de tilsammen har tilbagelagt mere end 150.000 kilometer, oplyser DGI.
Konceptet er simpelt. Det gælder om at tilbagelægge flest kilometer på to timer enten på gåben, i løb eller på cykel. Efter de to timer divideres det samlede kilometertal med indbyggertallet for at få et tal for tilbagelagte kilometer per indbygger. Vinderne kan kalde sig kommunens mest aktive lokalsamfund, og ofte følger der en check med til lokal udvikling.
Der er ære og håneret på højkant, men den vigtigste gevinst er det lokale fællesskab.
- Vi vil samle byen. Herude i lokalsamfundene er man nødt til selv at gøre noget for, at der sker noget. Lokaldysten er oplagt til det formål. Det er en dag, vi har sammen som by, siger medarrangør Sara Dalgaard Villadsen, der har boet i landsbyen Roslev i Skive Kommune i hele sit liv. Alligevel møder hun mennesker til Lokaldysten, som hun aldrig har set før.
I Silkeborg deltog otte lokalsamfund i 2025, og borgmester Helle Gade (S) har selv deltaget for Voel, hvor hun bor. Hun ser store gevinster for de deltagende lokalsamfund.
- Det handler ikke kun om motion – det handler om at stå sammen, heppe på hinanden og opleve, at her lokalt hos os, der løfter vi i flok, siger hun.
Ifølge René Vinther Olsen, national projektleder i DGI for Lokaldysten, kan konceptet bruges til at fremhæve landdistrikterne og de mindre lokalsamfund, så alle aktiviteter og fokus ikke altid tilfalder en kommunes hovedby.
- Lokaldysten er et synligt og konkret initiativ, som understreger og styrker det fællesskab og sammenhold, man kan blive en del af i de mindre byer, siger han.
Lokalsamfundene i de forskellige kommuner peger selv på en dato i sommerhalvåret til arrangementet – nogle kobler det fx til deres byfest. Så dysterne ligger spredt i april, maj, juni, august og september.
22 kommuner var med i 2025
I 2025 var der Lokaldysten i 22 kommuner: Aalborg, Aarhus, Bornholm, Brønderslev, Favrskov, Hedensted, Herning, Holstebro, Horsens, Hillerød, Ikast-Brande, Lemvig, Mariagerfjord, Norddjurs, Odder, Randers, Ringkøbing-Skjern, Samsø, Silkeborg, Skive, Struer og Syddjurs.
I alt 114 lokalsamfund dystede med. Ca. 15.000 borgere var aktive og tilbagelagde i alt 150.000 kilometer.
Dysten arrangeres af den lokale DGI landsdelsforening i samarbejde med kommunerne og lokale aktører som idræts- og borgerforeninger. Der kan være lokale forskelle, men alle lokalområder over 200 og under 3.000 indbyggere kan som udgangspunkt deltage.
Se mere om Lokaldysten her.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













