Mange år med ryggener og smerter ved pludselige vrid og løft er ikke nødvendigvis et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og derfor fik en pædagog ikke medhold ved Ligebehandlingsnævnets behandling af hendes klage over sin afskedigelse. Det fremgår af nævnets afgørelse.
Pædagogen, der havde været ansat i en daginstitutions børnehavedel siden 1984, sygemeldte sig i 2019 i forbindelse med ledelsens varsling af, at hun skulle overflyttes til vuggestuedelen, hvor arbejdet var mere rygbelastende. En lægeudtalelse fra 2020 beskriver, at klageren havde haft rygproblemer i al fald siden 2000, facetledsyndrom, og hun var sygemeldt med rygproblemer i perioder i 2010, 2013 og 2019.
Arbejdspladsen tilbød pædagogen deltagelse på ryghold, psykologbistand og stresstiltag, og hjælpemidler som hæve-/ sænkestol, puder og trapper. Hun mente ikke det ville afhjælpe rygbelastningen, og hendes læge vurderede, at det ikke var realistisk, at hun kom tilbage til vuggestuearbejdet. Efter sygemelding frem til 2020 blive hun opsagt og klagede til Ligebehandlingsnævnet, som altså kom frem til, at klageren ikke har godtgjort, at hun har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og derfor ikke får medhold.
Handicap ikke årsag til fyring
I en anden sag behandlet af Ligebehandlingsnævnet bliver den pågældende støttepædagogs rygproblemer faktisk anerkendt som et handicap. Alligevel får pædagogen afslag på sin klage over fyringen af hende, fordi fyring var begrundet i besparelser i kommunen, viser afgørelsen fra nævnet.
Støttepædagogen havde allerede i 2010 fået bevilget flexjob pga den nedsatte funktionsevne, som hendes lænderyg bevirkede. På den baggrund vurderer nævnet, at klager har godtgjort, at hun som følge af sine lænderyggener havde varige begrænsninger i en grad, så hun på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Men besparelserne i den pågældende kommune betød afskedigelse af mange medarbejdere fra forskellige faggrupper, og fordi afskedigelsen af klageren også var begrundet i driftsbesparelser, vurderer Ligebehandlingsnævnet, "at hun ikke har ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap." Klageren får dermed ikke medhold, konkluderer nævnet.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.