Står det til Liberal Alliance, der holder landsmøde lørdag, skal der indføres en bindende bureaukratilov, som blandt andet skal reducere antallet af administrativt ansatte og reducere i omfanget af dansk lovgivning.
Det fremgår af partiets udspil "Danmark har brug for en bindende bureaukratilov".
Partiet vil inden 2030 have antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til niveauet fra 2018. Det vil ifølge Liberal Alliance betyde 15.576 færre ansatte.
Og så skal der skæres omkring tre millioner ord ud af dansk lovgivning, da den ifølge Liberal Alliance er blevet alt for omfangsrig. Reduktionen af ord skal gøre det lettere for borgere og virksomheder at navigere i de regler, de er underlagt.
Ifølge partiet er antallet af ord i den lovgivning steget med 163 pct. i årene fra 1989 til 2021.
Canada kan
Og så skal man skæve til den canadiske provins British Columbia og lave en regelmodel a la den, man har der. Her er grundreglen: en regel ind - to regler ud. Altså hver gang der bliver vedtaget en ny regel, skal to gamle ud.
Ifølge udspillet har modellen betydet, at British Columbia i løbet af en treårig periode fra 2001 til 2004 fik reduceret antallet af regler med 40 pct. Og at det siden hen er faldet yderligere 15 pct.
Som fjerde og sidste del af forslaget skal de administrative omkostninger for virksomheder ned. Ifølge Liberal Alliance udgør de administrative omkostninger omkring 30 mia. kr. årligt. Sådan skal det forblive, selv om der er blevet indført et nyt bæredygtighedsdirektiv, som partiet forventer vil øge omkostningerne med seks mia. kr.
Holdes de administrative omkostninger på 30 mia. kr., vil det altså svare til en reduktion på seks mia. kr. i 2030. Bureaukratiloven skal fungere ligesom klimaloven, hvori der er bindende mål om reduktioner.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.