
LEJRE: Som den første kommune i Danmark vil Lejre nu have mere økologi ind i hverdagen til glæde for børn, ældre, private husstande, erhvervsvirksomheder, landbrug og offentlige myndigheder.
- Det handler om at investere i en bæredygtig udvikling og det vil vi gerne samarbejde med borgerne om, siger borgmester Mette Touborg (SF).
Vil kirkerne og menighedsrådene i Lejre Kommune fremover forpagte kirkens jord til økologisk drift? Vil de private haveejere lade sig inspirere til at lade sprøjtegiften stå? Er omlægning af landbrugsjord til økologisk drift en realistisk mulighed for landmændene?
Det er nogle af de spørgsmål projektet 'Den Økologiske Kommune' handler om. Projektet er blevet til på initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening, som inviterede Lejre Kommune til at være den første kommune, der satser så bredt på økologi.
- Det giver rigtig god mening for en kommune som Lejre at gå ind i dette samarbejde. Det passer med vores kommuneplan og vores ønske om at prioritere klima- og energiarbejdet. Vi skal skabe vækst på de præmisser, vi har: Med naturen, landskabet, miljøet og den lokale forankring. Derfor ser jeg det som en investering i udviklingen af Lejre Kommune, siger Mette Touborg.
Fra Danmarks Naturfredningsforening, lyder det, at pilotprojektet i Lejre kan blive et eksempel for andre kommuner i Danmark:
- Det unikke ved projektet her er, at det er første gang en kommune forsøger at skubbe i retning af mere økologi på så mange områder på samme tid. Og det er første gang, man vil kunne måle på, hvilken effekt det reelt har, at haveejere og landmænd lader giftsprøjten stå, at skolebørn og forbrugere lærer mere om økologi og at kommunen tilbyder økologiske måltider. Projektet her vil gøre os klogere på økologiens fordele, men vi vil også få vigtig viden om de forhindringer, der kan være, for at vælge økologi, siger René la Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.
For at lykkes med så omfattende et projekt, er det afgørende, at flest mulige er med på idéen - både borgerne og de organisationer der varetager eksempelvis landbrugets interesser.
- Derfor sætter jeg meget pris på samarbejdet med både Landbrug & Fødevarer, Videncenter for Landbrug og Økologisk Landsforening. Projektet kan kun blive en succes, hvis det giver mening for dem, der skal bære det igennem i praksis, slutter Mette Touborg.
mou
Se en beskrivelse af hele projekt "Den Økologiske Kommune" her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.