dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Ledigheden kravler fortsat langsomt opad

Selv om ledigheden vokser for 13. måned i træk, er billedet i dansk økonomi ikke entydigt negativt, siger DI.
30. NOV 2023 8.43

Arbejdsløshedskøen vokser sig langsomt længere. I oktober voksede den med yderligere 500 personer, så der nu er mere end 85.000 ledige på det danske arbejdsmarked. Det viser tal fra Danmarks Statistik torsdag morgen.

Udviklingen betyder, at ledigheden nu har været svagt stigende i 13 måneder i træk. Det vil ifølge Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri (DI), typisk være et tegn på, at vi er i en periode med afmatning i økonomien.

- Men flere andre arbejdsmarkedsnøgletal peger i positiv retning - beskæftigelsen stiger fortsat, og mere end hver fjerde virksomhed melder om mangel på arbejdskraft, skriver han i en kommentar.

- Så billedet er bestemt ikke entydigt negativt.

Derfor ser han heller ikke pessimistisk på fremtiden.

Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, har også noteret sig, at arbejdsmarkedet generelt ser sundt ud.

- Udgangspunktet på arbejdsmarkedet er hammerstærkt, og det er med til at holde ledigheden i relativt kort snor. Beskæftigelsen er steget igennem 2023, og har på det seneste krydset tre millioner, skriver han i en kommentar.

- Farten er dog på vej ned på, når vi ser på antallet af stillingsopslag. Stillingsopslagene har generelt peget ned gennem den seneste lange periode. De ligger fortsat fornuftigt til, men er slet ikke på højde med tidligere.

Derfor forventer han også, at pilen fortsat vil pege opad, når det kommer til udviklingen i ledigheden resten af året.

- Dansk økonomi er i recession, og inflation og stigende renter har svækket danskernes købekraft. Arbejdsmarkedet reagerer typisk med en forsinkelse, og vi forventer en tid med lavere beskæftigelse og flere ledige, lyder det fra Jeppe Juul Borre.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ledigheden-kravler-fortsat-langsomt-opad

GDPR