ODENSE: Gennem et år har Odense Kommune og Dansk Selskab for Patientsikkerhed kortlagt risici for patientsikkerheden på plejehjem og kommer nu med fire anbefalinger, der kan sikre kvalitet og sikkerhed, oplyser Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Andelen af ansatte uden en sundhedsfaglig uddannelse her været stigende de seneste år, og mere end hver fjerde i ældreplejen generelt er uden uddannelse, mens tallet for ansatte på plejehjem er på 29 pct.
- Lederne, men jo også de nye politikere i kommunalbestyrelser og regionsråd, står med en stor udfordring, som det er en bunden opgave at løse, hvis vores plejesektor skal være på et fortsat højt niveau, siger direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Inge Kristensen.
- Andelen af medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse er et vilkår, men det er i høj grad muligt at skabe god kvalitet og patientsikkerhed, hvis anbefalingerne kommer ud at leve, tilføjer hun.
Kultur og arbejdsgange
Projekt "Patientsikkerhed på plejehjem" konkluderer, at patientsikkerheden først og fremmest afhænger af, hvor godt systemet omkring medarbejderen fungerer - kultur og arbejdsgange - og ikke nødvendigvis afhænger af den enkelte medarbejders uddannelse.
Ledelse tæt på, systematisk oplæring og inddragelse af alle i samarbejdet har ifølge undersøgelsens rapport afgørende betydning for både borgernes sikkerhed og medarbejdernes tryghed.
- En høj andel af ufaglærte stiller høje krav til de uddannede medarbejdere på landets plejehjem. Det er derfor vigtigt, at ledelsen understøtter en struktur, som sikrer en høj patientsikkerhed, hvilket anbefalingerne også lægger vægt på, siger formand for Social og Sundhed i FOA Tanja Nielsen, der har været med i styregruppen for projektet.
- Samtidig er det vigtigt, at ledelsen har en klar strategi for, hvordan man vil sikre mere uddannet personale på længere sigt på det enkelte plejehjem, siger hun.
Fire anbefalinger
Udover at ledelse, systematisk oplæring og samarbejde er afgørende, så er der i rapporten fire konkrete anbefalinger til at styrke patientsikkerheden på plejehjem, der bygger på afprøvninger i Odense Kommune:
- Kend medarbejderens arbejdsdag: Gennem “følgeskab” får ledere og kolleger indsigt i, hvordan opgaver faktisk løses i praksis med fokus på systemet og arbejdsgangene.
- Kend kvaliteten og omfanget af oplæring: Kortlæg oplæringens forløb for at opdage huller, variationer og forbedringsmuligheder.
- Forstå mekanismerne for ledelse tæt på: Lederens tid kan hurtigt gå med møder, men der skal være tid til faglig sparring og støtte i hverdagen. Det kan bl.a. skabes gennem kalenderanalyse.
- Prioritér alles deltagelse i triagemøder (red: møder, hvor medarbejdere på forhånd har prioriteret og reflekteret over patients/borgers behandlingsbehov): Giv også medarbejdere uden sundhedsfaglig baggrund en stemme i vurderingen af borgernes helbred. Deres observationer kan være vigtige.
Projektet ”Patientsikkerhed på plejehjem” er gennemført fra oktober 2024 til oktober 2025 med støtte fra Helsefonden.
En første rapport med kortlægning af patientsikkerhedsrisici og forbedringspotentiale ved ikke-uddannet plejepersonale på plejehjem udkom i marts. På baggrund af kortlægningen har der så efterfølgende været afprøvninger af tiltag på plejehjem i Odense Kommune.
Se den endelige rapport fra projektet her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













