Laveste antal udrykninger siden 2012
Kortet her viser udrykning pr. 1.000 indbyggere. Se tal og flere kort via linket.
Foto: screendump

Laveste antal udrykninger siden 2012

Den gennemsnitlige responstid for brandvæsnet er igen nået under otte minutter.
25. JUN 2020 15.42

Når der opstår brand, trafikuheld eller miljøforureninger, rykker de kommunale redningsberedskaber – eller brandvæsnet – ud. I 2019 rykkede brandvæsnet ud 39.793 gange. Det er det laveste antal siden 2012, oplyser Beredskabsstyrelsen.

Ser man på reelle alarmer, var tallet sidste år 20.632. Siden årtusindskiftet ligger kun 2004 marginalt lavere med 20.606 reelle alarmer.

Antallet af udrykninger til blinde alarmer er stabilt over de seneste år, selvom der er kommet flere detektorer. Der var i 2019 i snit 4,8 blinde såkaldte ABA-alarmer pr. 1.000 aktive detektorer. Det er det laveste antal, siden Beredskabsstyrelsen begyndte at opgøre denne statistik i 2004.

Fremme på otte minutter

- Der kan være mange årsager til, at tallene i 2019 ligger i den lave ende. Sammenligner man med 2018 med den knastørre sommer, var der færre udrykninger til naturbrande sidste år. Og så fortsætter den positive tendens med blinde alarmer fra ABA-anlæg, siger chefkonsulent i Beredskabsstyrelsens Center for Viden og Analyse Steen Hjere Nonnemann.

De kommunale redningsberedskab var i 2019 fremme på skadestedet inden for ti minutter i 77 pct. af udrykningerne og inden for 15 minutter ved 95 pct. af udrykningerne. I gennemsnit var første køretøj fremme 7 minutter og 53 sekunder, efter alarmen tikkede ind.

Se interaktivt kort med blandt andet udrykninger og opgaver pr. 1.000 indbyggere og gennemsnitlig responstid for de enkelte kommuner her.

ak

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev