Langeland henter ny kommunaldirektør i egne rækker
Foto: Langeland Kommune

Langeland henter ny kommunaldirektør i egne rækker

Jani Hansen er ny kommunaldirektør på Langeland, hvor hun har været vicekommunaldirektør og senest konstitueret i direktørjobbet.

LANGELAND: En enig kommunalbestyrelse valgte mandag at ansætte Jani Hansen som kommunaldirektør pr. 1. januar 2020. Jani Hansen er i dag ansat som vicekommunaldirektør og aktuelt konstitueret som kommunaldirektør i Langeland Kommune.

- Jani Hansen er en sværvægter i den kommunale verden. Hun har mange års ledererfaring, både som økonomichef, direktør, vicekommunaldirektør og senest som konstitueret kommunaldirektør, siger borgmester Tonni Hansen (SF).

- Jani Hansen har en mangeårig erfaring i den kommunale verden på Langeland, og min oplevelse er, at hun på alle parametre formår at omsætte sin erfaring til stor værdi for vores organisation. Derudover er Jani Hansen dybfølt engageret i forhold til vores kommune, vores borgere og vores erhvervsliv, tilføjer han.

Jani Hansen er 57 år, kontoruddannet i offentlig administration ved Sydlangeland Kommune, uddannet kommunom med diplomuddannelse i jura fra Handelshøjskolen i Kolding og diplommoduler i økonomi fra University College Syddanmark.

Siden 1980 har hun haft forskellige funktioner i Sydlangeland Kommune og Langeland Kommune, herunder som pantefoged, souschef, bogholder og funktionsleder. I perioden 2011-2016 var hun økonomichef i Langeland Kommune, efterfølgende udvidet med ansvar som personalechef og stabschef. I 2015 blev hun medlem af direktionen i kommunen og fra 2017 som vicekommunaldirektør samme sted. Pr. 30. oktober 2019 blev hun konstitueret kommunaldirektør, da Benny Balsgaard fratrådte efter gensidig forståelse.

MG 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt