
GLADSAXE: Lars Abel blev som 21-årig valgt til byrådet i Gladsaxe første gang i 1970, og der er han blevet - valgt ind ved 13 kommunalvalg og nu som 72-årig i gang med sit 52. år i politik. Nu har han meldt sig ud af sit gamle parti.
I alle årene har han repræsenteret De Konservative og er nu valgt ind ved KV21 - sit 14. valg - men optræder nu alene. Det fremgår af kommunens konstitueringsaftale, der er indgået mellem partierne S-SF-EL-R og så Lars Abel - med mandattallene 8-3-3-2-1 - ialt 17 ud af 25 pladser.
De Konservative øgede ved valget sit mandattal fra et til tre, men er nu så nede på to.
Trine Græse (S) fortsætter som borgmester og Serdal Benli (SF) som viceborgmester. Lars Abel får plads i tre udvalg, bl.a. Økonomiudvalget.
Partiskade
Til Danske Kommuner fortæller den konservative lokalformand Jens-Peter Siliam Kristensen, at Abel på valgnatten kontaktede andre partier end dem, det konservative forhandlingsudvalg havde sonderinger med. Havde Lars Abel ikke selv meldt sig ud, havde partiets hovedbestyrelse ekskluderet ham for partiskadelig virksomhed.
Abel var tidligere i år utilfreds med ikke at blive K-spids, men sprængte K-listen, hvor han fra sin plads som nummer fem fik 647 stemmer foran spidsen Henrik Sørensen med 620. Rebecca Plomin kom ind som nummer tre med 317 stemmer.
Lars Abel vil fremover repræsentere Gladsaxe SocialKonservative - et listenavn, som en anden tidligere konservativ politiker har brugt: Thorkild Gruelund i Hørsholm, der efter han blev ekskluderet fra K sammen med 11 andre stillede op på den nydannede liste SocialKonservative og blev valgt ind som den eneste.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.