
- Hvis ikke der bliver gjort noget, så er vagtlægeordningen på vej mod et sammenbrud, siger Anders Winther, vagtchef hos lægevagten i Nordsjælland til Urban.
Til årets sidste kvartal mangler han frivillige læger til hver femte lægevagt. Så det har været nødvendigt med tvang for at få vagtplanen til at gå op.
- Jeg har pålagt to-tre ekstra vagter om måneden per læge. Og det ser ud til, at problemet bliver større i det næste kvartal, siger Anders Winther.
De praktiserende læger er forpligtet af overenskomsten til at køre vagtlæge, og det er overvejende yngre læger, der tager turen ud på landevejen. Men Anders Winther er bange for, at han bliver nødt til at tvinge de ældre og ikke længere vagt-aktive læge til at pakke lægetasken og komme af sted.
- Hvis vi tvinger ældre læger til at køre vagtlæge, så bliver det mindre atraktivt at være ældre læge. Så går de tidligere på pension – med større lægemangel til følge, siger Anders Winther.
Uforsvarligt
Men også yngre læger kan blive overbelastede.
- På et tidspunkt bliver de mange pålagte vagter lægeligt uforsvarligt, siger Anders Winther.
Han er overbevist om, at travlhed og stress blandt vagtlægerne på sigt vil betyde dårligere behandling af patienterne.
Den faldende interesse for vagtlægekørsel er en tendens over hele landet.
Lægemanglen giver stigende travlhed i lægens praksis – og efter en arbejdsuge på 45-50 timer kan motivationen til ekstra-arbejde ligge et lille sted. Især hvis der ikke er en økonomisk gulerod.
Formand for danske regioners sundhedsudvalg, Orla Hav, vil gerne kigge på problemet, men han vil ikke hjælpe de ældre læger af med en forpligtelse, bare fordi de ikke mere bryder sig om at køre vagtlæge.
- Jeg vil gerne kigge på en modernisering af lægepraksis-området, og jeg vil være åben overfor, om det kan være til gavn for de studerende at trække dem ind i vagtlægeordningen, siger Orla Hav.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.