HVIDOVRE: De seneste læseresultater i Hvidovre er positive, og for at få endnu flere til at knække læsekoden, skrues der nu op for sprogindsatsen i både dagtilbud og skoler, lyder det fra Hvidovre Kommune.
Hvidovre ligger nu bedre end landsgennemsnittet, når det gælder de yngste elever i folkeskolen.
Allerede i 1. klasse viser kommunens ordlæseprøve nemlig, at rigtig mange elever i Hvidovre har godt styr på læsningen. Det er kun en lille del af eleverne, som ikke helt har knækket læsekoden på dette tidspunkt.
Selvom andelen af elever, der har svært ved at læse, er lidt større for 3. og 5. klassernes vedkommende, så står det også på disse klassetrin godt til i forhold til landsgennemsnittet.
En del af forklaringen skal findes i de indsatser, der igennem årene er fulgt i kølvandet på kommunalbestyrelsens vedtagelse af et kvalitetsløft for folkeskolerne tilbage i 2012. Her var et af temaerne en styrket faglighed, og målet var bl.a., at den gennemsnitlige afgangskarakter i faget dansk i 2017 skulle ligge på 6,5. Allerede i skoleåret 2015/16 lå karaktergennemsnittet i dansk for afgangseleverne på 6,9.
Også fokus på ordblinde
I løbet af det seneste skoleår er læseindsatsen blevet styrket med en læseprøve i 7. klasse og ekstra fokus på sprog og læsning i institutionerne. Her tager pædagogerne fx på sprogvisit i andre institutioner for at få inspiration til, hvordan de kan arbejde med sprog. Og for at sætte endnu mere fokus på emnet og hjælpe børnene endnu bedre på vej, har Børne- og Undervisningsudvalget i forbindelse med strategien på 0-6 års området besluttet, at alle børn fremover skal sprogscreenes.
- Vi har stort fokus på, at børnene i en tidlig alder lærer at læse. Vi ved, at jo tidligere sprogindsatsen går i gang, jo bedre bliver udbyttet for barnet. Derfor kigger vi også på, hvordan vi får givet børn et større ordforråd, siger Karen Kjær, der er udviklingskonsulent med ansvar for læsning i det kommunale center for Skole og Uddannelse.
- Vi har også fokus på ordblindetest, fordi undersøgelser peger på, at jo tidligere man opdager ordblindhed, jo bedre er mulighederne for at få gjort noget ved det.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.