dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kup i Kolding rammer budgetugen ind

SKET I UGEN Køge sagde farvel til en direktør, og S fandt som ventet sin kandidat til overborgmesterposten i København i skikkelse af en tidligere minister.
13. SEP 2024 11.45

Først på ugen kunne DK Nyt berette om en forundret konservativ borgmester i Kolding, der måtte se sig kuppet af stort set samtlige andre partier i budgetforhandlingerne. Senere på ugen blev varslet til et fait accompli, garneret med en partihopper, så borgmesterens parti nu kun har to mandater i byrådet.

Også på Frederiksberg blev De Konservative holdt ude af forliget. En stribe andre kommuner er på anderledes fredelig vis blevet budgetklar, bl.a. i Billund og Middelfart endda med et skær af økonomisk overskud. København, Skanderborg, Herning, Jammerbugt, Køge, Dragør og Rødovre har ligeledes præsenteret budgetforlig.

Når man ude i kommunerne lægger budget, skal der vælges mellem statsgaranti, der giver en vis indtægtssikkerhed, eller selvbudgettering. 16 kommuner valgte sidste år det førstnævnte, men det var økonomisk ufordelagtigt. Derfor har de fortrudt og må gå den tunge gang at bede om at måtte vælge om.  

På Sjælland er tallet ikke 16, men 17 kommuner, som nu har givet hinanden håndslag på et samarbejde, der skal ensarte priser og kvalitet på det pinagtigt dyre specialiserede socialområde. Tre bærende principper er omdrejningspunktet.

På ledelsesgangene stak det i denne uge ud, at Køge sagde farvel til sin direktør for børn og uddannelse efter 16 år med et lakonisk "efter gensidig aftale", mens Odense fandt sin nye sundhedschef i et ministerium. Og i København valgte S som ventet den tidligere indenrigs- og socialminister som spidskandidat til dén overborgmesterpost, partiet virkelig gerne vil holde fast i ved KV25. Afløseren indtil valget faldt også på plads.

I Varde erkender kommunaldirektøren, at der var tale om en fejlfortolkning, da et byrådsmedlem var ferieafløser for borgmesteren og fik over 100.000 kr. i vederlag for tjansen, mens man i Køge går fra tillid til kontrol i sager om jordopfyldning efter en skandalesag.

Hvor mange voksne er der pr. barn i daginstitutionerne? Det har i årevis været et stridspunkt, og i denne uge viste det sig, at måltallene for antal voksne i de enkelte institutioner tidligere i år blev droppet på en falsk præmis, noget som oppositionen nu vil have ministeren i samråd om.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kup-i-kolding-rammer-budgetugen-ind

GDPR