FREDENSBORG: Kulturministeren ser gerne, at kommunerne tager et større økonomisk ansvar for deres egne museer. En udtalelse om det kommer få dage efter, at han har indkaldt 97 statsanerkendte museer samt erhvervsliv og kommuner til en indledende drøftelse af en stor museumsreform.
- Spillebrættet er helt åbent. Der er et økonomisk ansvar i kommunerne, som skal saneres. Og i øvrigt skal der sættes strøm til, siger han i debatprogrammet Alis Fædreland på 24syv torsdag.
I interviewet udpeger han som eksempel finansieringen af det nordsjællandske kunstmuseum Louisiana i Humlebæk i Fredensborg Kommune.
- For eksempel gør Louisiana det fuldstændig fantastisk. Men Fredensborg Kommune giver nul kroner. Jeg tror nok, jeg kommer til at tale med Fredensborgs borgmester for at høre, om han kunne tænke sig at engagere sig.
Stik piben ind
Kulturministeren kalder Louisiana en bevaringsværdig ‘international destination’:
- Men jeg synes jo, at det er mærkeligt, at Fredensborg Kommune ikke støtter Louisiana. Jeg synes, det er underligt, at man kan modtage et meget stort millionbeløb som museum, men den kommune, man bor i, ikke bidrager overhovedet. Det synes jeg, er meget lidt solidarisk. Det er mit udgangspunkt.
Men det er et helt urimeligt angreb fra ministerens side, mener Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen, fra Socialdemokratiet:
- Han kan jo passende begynde med at øge kommunens serviceramme, så vi har mulighed for at yde større støtte til f.eks. Louisiana, uden samtidig at skulle skære krone for krone på børn og ældre. For det er vores arbejdsbetingelser i dag, siger han til kanalen.
Borgmesteren vil gerne vide, om kulturministeren vil stille forslag om, at Fredensborg Kommunes serviceramme bliver hævet, så en håndsrækning til Kunstmuseet Louisiana kan lade sig gøre i fremtiden.
- Såfremt Kulturministeren ikke formår dette, så synes jeg faktisk, han skal stikke piben ind.
I et skriftligt svar til 24syv oplyser borgmester Thomas Lykke Pedersen desuden, at Fredensborg Kommune hvert år giver cirka fire millioner kroner til Nivaagaards Malerisamling.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.