Det vil være en fejltagelse af historiske dimensioner og koste danske familier og virksomheder ca. 10 mia. kr. årligt, hvis Nykredits ejere gennemfører planerne om at børsnotere realkreditselskabet. Sådan lyder den opsigtsvækkende advarsel fra fire eksperter med stor indsigt i den finansielle verden, skriver Finans.
- Vi opfordrer repræsentantskabet til seriøst at overveje andre muligheder. Vi har at gøre med et forhold af national betydning, siger lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet.
Sammen med professor Ken L. Bechmann fra CBS, tidligere professor Anders Grosen fra Aarhus Universitet og tidligere bankdirektør Jørn Astrup Hansen peger han over for Finans på, at den samlede pris på realkreditlån er steget med ca. 10 mia. kr. siden før finanskrisen. Ifølge dem vil det høje prisniveau blive opretholdt, hvis Nykredit børsnoteres, mens det er muligt at sænke priserne til niveauet før krisen, såfremt børsnoteringen opgives.
- Det er muligt at stoppe op og overveje, om man helt skal kaste en mere end 200 år gammel realkreditmodel, der har tjent låntagerne godt, på møddingen, siger Ken L. Bechmann til Finans.
Kritikerne peger på, at aktionærer med en børsnotering vil kræve den højest mulige indtjening, hvilket er i direkte modstrid med kundernes ønske om at få billige lån. Det dilemma vil Nykredit løse med en model kaldet kundekroner, men ifølge kritikkerne dur modellen ikke.
Det er op til repræsentantskabet i Nykredits ejerforening, Forenet Kredit, at vælge, om Nykredit skal børsnoteres. Efter planen skal beslutningen tages på et ekstraordinært møde den 23. november.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.